Prisen på den amerikanske referenceolie, WTi, har tirsdag eftermiddag ramt en ny top, efter at Irak har skruet ned for sin olieproduktion på grund af begrænset adgang til olietankere som følge af krigen.
Det rapporterer Bloomberg.
Beslutningen viser, hvordan flaskehalse reducerer udbuddet af olie.
Ifølge Bloomberg har Irak reduceret produktionen fra oliefeltet West Qurna 2 med 450.000 tønder om dagen.
Desuden er det i færd med at lukke ned for produktion i feltet Rumaila, da lagrene er fyldt.
Bloomberg skriver desuden, at Irak kan få behov for at reducere produktionen med 3 mio. tønder om dagen, hvis situationen fortsætter.
En tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, koster tirsdag eftermiddag 77,37 dollar - 8,6 pct. mere end mandag. Siden USA's og Israels angreb på Iran blev indledt i weekenden, er prisen steget 15 pct. og har ramt det højeste niveau siden januar sidste år.
Den europæiske referenceolie, Brent, stiger med 8,2 pct. til 84,10 dollar. Også her er prisen steget over 15 pct. denne uge.
.\\˙ MarketWire