27. mar. 2024 kl. 17:10
152 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens aktier: Fald op til påske med GN som agterlanterne

DSV endte onsdag i den tungere ende af eliteindekset efter et sænket kursmål. I bunden havde GN selskab af NKT og Zealand. De to sidstnævnte uden selskabsspecifikt nyt. Kun knap halvdelen af eliteindeksets aktier faldt, men indekset falder relativt pænt. Helt i toppen lå Ørsted og Mærsk-aktierne revancherede en del af tirsdagen fald.

Samlet faldt C25-indekset med 0,5 pct. til 1943,33 og i den påskeafkortede handelsuge blev det til et fald på 0,4 pct.

Blandt sidepapirerne nød Lundbeck godt af en produktgodkendelse i EU.

VESTAS I ORDREFOKUS FØR KVARTALSAFSLUTNING

Vestas endte med et fald på 1,7 pct. til 193 kr.

Vindmølleproducenten kan frem mod afslutningen af første kvartal i påskedagene få fokus fra spekulationer i ordrer, der ofte kommer i en lind strøm op mod en kvartalsafslutning.

Allerede fra morgenstunden onsdag kunne Vestas melde om en aftale i Polen på 37 megawatt (MW).

Der kan meget vel være udsigt til et sløjt kvartal.

- Isoleret set for de første tre måneder er det et svagt kvartal indtil videre, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, til MarketWire.

Han påpeger, at Vestas ikke har for vane at annoncere ordrer på helligdage, men da påsken sidste gang faldt i slutningen af marts, gjorde vindmølleproducenten en undtagelse.

- Jeg er langt fra overbevist om, at de er færdige. Og hvis de er færdige, når vi går på påskeferie, så har det været sløjt i første kvartal, siger han videre.

DSV NED EFTER SÆNKET KURSMÅL

Transport- og logistikkæmpen DSV fik skåret en god bid af kursmålet hos det franske børshus BNP Paribas Exane. Den franske finanskoncern sætter nu målet til 1080 kr. mod tidligere 1250 kr. og gentager samtidig anbefalingen "neutral".

DSV endte med et fald på 0,5 pct. til 1122 kr.

DSV OG MÆRSK MED BUD PÅ DB SCHENKER

DSV og Mærsk skulle være blandt de op mod ti selskaber, der ifølge tyske Handelsblatt har afgivet et ikke-bindende bud på DB Schenker, skriver Shippingwatch onsdag.

Flere interesserede parter har afgivet indledende bud på DB Schenker, der er sat til salg af ejeren Deutsche Bahn. Fristen udløb tirsdag.

Der tales ifølge Handelsblatt i investorkredse om syv til ti selskaber, der har taget del i budrunden. Budene fra tirsdag er ikke afgørende for den endelige køber af DB Schenker. I stedet har budrunden til formål at sortere ud i antallet af mulige købere, skriver mediet.

Mærsk rettede sig desuden efter tirsdagens fald efter bropåsejlingen i Baltimore, som blev forårsaget af det Mærsk-chartrede containerskib Dali.

Mærsks B-aktie steg 1,5 pct. til 8894 kr. efter tirsdagens fald på 2,6 pct. Det var nok til en placering i den fine ende af C25. Indekset toppedes dog af Ørsted efter, at energiselskabet og partneren Eversource tog den endelige investeringsbeslutning til havvindmølleprojektet Sunrise Wind, der får en kapacitet på lige over 920 MW.

Aktien steg 2,6 pct. til 384,40 kr. og sikrede sig topplaceringen i C25.

GN OG DEMANT TABTE VA-ANDEL

Både GN og Demant måtte se deres markedsandele skrumpe hos den offentlige amerikanske salgskanal for høreapparater, Veterans Affairs (VA), i februar. Omvendt øgede både markedslederen, schweiziske Sonova, og amerikanske Starkey markedsandelen i årets anden måned. Det viser de seneste data fra VA.

GN´s markedsandel - målt på andelen af det samlede salg - faldt til 9,4 pct. i februar fra 9,9 pct. i januar, mens Demants andel faldt til 17,8 pct. fra 18,3 pct.

GN aktien faldt 3 pct. til 182,60 kr. - det største fald i C25 onsdag, mens Demant endte uændret i 343 kr.

LUNDBECK OP PÅ GODKENDELSE I EU

Uden for eliteindekset fik medicinalselskabet Lundbeck godkendt skizofrenimidlet Abilify Maintena i en langtidsvirkende udgave hos EU.

Abilify Maintena er baseret på virkemidlet Aripiprazole. Midlet udvikles og markedsføres i samarbejde med Lundbecks japanske partner Otsuka. Midlet solgte i fjerde kvartal for 813 mio. kr. globalt.

Lundbecks B-aktie steg 2,7 pct. til 33,22 kr.

.\\˙ MarketWire



Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her