02. feb. 2026 kl. 09:03
27 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Pandora/AL Sydbank: Store udsving i sølvpriser giver ekstraordinært høj usikkerhed

Pandora/AL Sydbank: Store udsving i sølvpriser giver ekstraordinært høj usikkerhed

Pandora bliver mandag morgen sendt kraftigt i vejret i lyset af forsat skarpt dykkende sølvpriser.

Men situationen har været lige omvendt i store dele af afslutningen på sidste år og starten af i år, og den voldsomme volatilitet giver alt andet lige forhøjet usikkerhed i aktiecasen.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos AL Sydbank.

- Det betyder, at usikkerheden lige nu er ekstraordinært høj, siger han til MarketWire.

- Der er også et "men" i, at Pandora har nedjusteret forventningerne og aflevere foreløbige tal for fjerde kvartal. Det ser ud til, at man går ind i 2026 med lidt negativt eller i hvert fald meget dæmpet vækstmomentum. Det giver også noget usikkerhed i forhold til toplinjen. Og så er der den store volatilitet i sølvpriserne, som påvirker indtjeningen, fortsætter senioranalytikeren.

Han vil derfor se frem i mod kommentarer fra ledelsen om, hvordan Pandora har tænkt sig at gribe eventuelle modsvar på usikkerheden i selskabets vigtigste råvare an.

De kommentarer kan meget vel komme med Pandoras endelige årsregnskab for 2025, der lander på torsdag.

- Selv om Pandora har afdækket mere end 75 pct. af forbruget i 2026, er der stadig en uafdækket andel af forbruget. Derudover er der også en stor indflydelse på 2027-estimaterne. 1 dollar i ændring i sølvprisen har alt andet lige en effekt på 0,25 pct.point på overskudsgraden, siger Søren Løntoft Hansen.

- Det er selvfølgelig før mitigerende effekter. Selv om sølvpriserne er faldet væsentligt, er de stadig på et meget højt niveau. Derfor er det spændende at høre, hvordan ledelsen ser på det i forhold til priser, men også i forhold til designvalg og brug af sølv - altså at man eventuelt kan vælge at bruge mindre sølv, fortsætter han.

KURSEN ER I HØJ GRAD DREVET AF SØLVPRISERNE

På aktiemarkedet er afregningen i hvert fald kontant, når prisen på sølv bevæger sig i den ene eller anden retning på det niveau, som tilfældet er det mandag.

- Når man kigger på udviklingen hen over efteråret og i starten af året og sammenligner med sølvpriserne, er det ret tydeligt, at aktiekursen lige nu i høj grad er drevet af udviklingen i sølvpriserne. Vi har set en kraftigt faldende kurs, som indtil i fredags har afspejlet ekstremt stigende sølvpriser, siger Søren Løntoft Hansen fra AL Sydbank.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Pandora mandag stiger med 8,4 pct. til 551,80 kr. i et ellers overordnet negativt marked.

Sølv koster mandag morgen 78,45 dollar. Ved dansk børslukketid fredag lå sølvprisen i cirka 98 dollar.

Også i fredags faldt sølvprisen kraftigt - fra omkring 115 dollar. Det var med til at løfte Pandora-aktien med 5 pct. ved den lejlighed.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 123 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig