11. apr. 2024 kl. 12:47
84 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Pandora har fået god start på året mener Nordea

Pandoras sats på mere reklame vil vise sig i resultaterne for de første tre måneder af 2024. Det vurderer Nordea, der har set på kvartalet forud for regnskabet, der præsenteres den 3. maj.

Nordea forventer blandt andet, at smykkeselskabet vil øge sit marketingbudget for første kvartal 2024 med omkring 40 pct. i forhold til et år tidligere.

- Vi forventer, at den massive investering direkte kan oversættes til en stærk toplinje i første kvartal, og vi modellerer 13 pcts. organisk vækst år/år, drevet af en like-for-like (sammenlignelig) vækst på 9,9 pct., skriver Nordea i en analyse.

Og netop øget marketing er da også en del af smykkeselskabets Phoenix Strategi med de fire vækstben: brand, design, personalisation og core markets fra september 2021.

I 2022 ansatte selskabet Mary Carmen Gasco-Buisson som marketingdirektør, CMO. Og en af hendes første opgaver blev, at hun skulle se på, hvordan selskabet kunne få mere omtale i medierne, har topchef Alexander Lacik sagt til MarketWire i januar i år.

Da Mary Carmen - eller MC som hun kaldes internt - kom til, røg eksempelvis nogle PR-bureauer ud, og Pandora begyndte at lave flere af de her ting selv.

- Vi ser så effekterne i andet halvår af 2023, hvilket også afspejles i bøgerne. Vi har fået en ganske kraftigt øget volumen af trafik: Flere mennesker viser interesse for Pandora. Og til syvende og sidst konverterer vi så en del af den trafik ind i butikkerne, hvilket giver vækst på toplinjen, sagde Alexander Lacik i forbindelse med interviewet i januar.

Nordea har siden den 2. september sidste år haft en holdanbefaling for aktien. Inden da var anbefalingen "sælg" og kurmålet 370 kr.

Nordea har ikke kursmål, når anbefalingen er "hold".

Pandora falder 0,2 pct. torsdag til 1091 kr. Aktien er steget næsten 17 pct. i år.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:finans@marketwire.dk, www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her