Oliepriserne falder torsdag morgen, efter at Iran og USA er blevet enige om at gå til forhandlingsbordet. Det mindsker bekymringerne om en potentiel militær konflikt, der vil kunne forstyrre vigtige olietransportkanaler i Mellemøsten. Samtidig er der forlydender om konstruktive forhandlinger mellem Ukraine, Rusland og USA i Abu Dhabi.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 68,27 dollar mod 68,95 dollar natten til torsdag, mens den onsdag eftermiddag kostede 67,56 dollar.
Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 64,02 dollar mod 64,52 dollar natten til torsdag. Onsdag eftermiddag kostede WTI-olien 63,32 dollar.
Embedsmænd fra både USA og Iran kunne onsdag eftermiddag meddele, at forhandlinger mellem de to nationer vil finde sted fredag i Oman. Dog er parterne stadig langt fra hinanden med henblik på, hvad forhandlingerne specifikt skal omfatte. Iran vil gerne drøfte sit atomprogram herunder uranberigelse, mens USA vil drøfte inddragelse af Irans ballistiske missiler, landets støtte til væbnede gruppeorganistioner i Mellemøsten og Irans behandling af sin egen befolkning.
På trods af de kommende forhandlinger ulmer der stadig en usikkerhed under overfladen.
- Forvent et fortsat nervøst marked i dag, hvor nye iranske aktiviteter i Hormuzstrædet især vil kunne skabe nervøsitet. USA med Trump i spidsen fortsætter også med at strø om trusler mod det iranske lederskab. Omvendt vil det mindske spændingerne, hvis det lykkes at gennemføre forhandlinger i morgen uden et sammenbrud, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker, i en kommentar.
Til gengæld er der allerede aktivitet ved forhandlingsbordet mellem Ukraine og Rusland med USA som formidler. Her er der tale om konstruktive forhandlinger, men den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har advaret om voldsomme russiske angreb på Ukraines infrastruktur, som kan være en faktor i forhandlingerne, tilføjer chefanalytikeren.
Det amerikanske energiministerium kunne onsdag vise, at olielagrene faldt i sidste uge i USA med 3,5 mio. tønder grundet den voldsomme vinterstorm. Faldet var dog mindre end de 11,1 mio. tønder, som de foreløbige API-tal indikerede.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 4928,55 dollar mod 4920,21 dollar onsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire