26. feb. 2026 kl. 08:17
37 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Råvarer: Oliepriserne stiger svagt før afgørende forhandlinger mellem USA og Iran

Råvarer: Oliepriserne stiger svagt før afgørende forhandlinger mellem USA og Iran

Oliepriserne stiger en smule torsdag morgen, mens markedet afventer udfaldet af forhandlingerne mellem USA og Iran, som kan være afgørende for risikoen for en militær konflikt og potentielle forstyrrelser af de globale forsyninger. Prisstigningerne dæmpes dog af en uventet stigning i de amerikanske råolielagre.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 71,03 dollar mod 70,73 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 65,58 dollar mod 65,41 dollar onsdag eftermiddag.

Brent-olien nåede mandag sit højeste niveau siden 31. juli, efter at USA udstationerede militære styrker i Mellemøsten for at lægge pres på Iran i forhandlingerne om landets atomprogram.

Torsdag mødes de amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner med en iransk delegation i Genève til tredje runde af forhandlingerne.

- Udfaldet af dagens forhandlinger mellem USA og Iran vil være afgørende for oliepriserne. En konstruktiv løsning vil sandsynligvis få markedet til gradvist at afvikle op mod 10 dollar per tønde, som vi vurderer aktuelt er indregnet i prisen. Bryder forhandlingerne sammen, er der fortsat opadgående risiko, men markedet kan vælge at afvente, indtil omfanget af eventuelle amerikanske tiltag mod Iran står klarere, skriver ING-analytikere i en kommentar.

USA's præsident, Donald Trump, berørte i sin State of the Union-tale muligheden for et angreb på Iran og understregede, at han ikke vil acceptere, at det land, han kaldte verdens største sponsor af terrorisme, får adgang til atomvåben.

Samtidig lægger udviklingen i de amerikanske råolielagre en dæmper på prisstigningerne. Ifølge tal fra det amerikanske energiministerium, EIA, steg de amerikanske råolielagre med 16 mio. tønder i sidste uge. Det er meget mere end de 1,5 mio. tønder, som analytikere adspurgt af Reuters havde ventet.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 5195,48 dollar mod 5195,20 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 175 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig