04. dec. 2025 kl. 07:11
25 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Råvarer: Ukrainske angreb får oliepriserne til at stige

Råvarer: Ukrainske angreb får oliepriserne til at stige

Oliepriserne stiger torsdag morgen, efter at ukrainske angreb på russisk infrastruktur og manglende fremskridt i fredsforhandlingerne har reduceret håbet om en aftale, der kunne genoprette den russiske olieforsyning til de globale markeder, skriver Reuters.

Men sammenlignet med onsdag eftermiddag er priserne faldet.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 62,95 dollar mod 63,11 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 59,27 dollar mod 59,38 dollar onsdag eftermiddag.

Reuters påpeger, at Ukraine onsdag angreb verdens længste olierørledning, Druzjba, i Tambov-regionen i det centrale Rusland for femte gang. Rørledningen transporterer russisk olie til Ungarn og Slovakiet, men senere onsdag blev det dog oplyst, at forsyningerne fortsatte som normalt, ifølge den slovakiske rørledningsoperatør og det ungarske olie- og gasfirma MOL.

- Ukraines droneaktioner mod russiske raffinaderier er gået ind i en mere vedvarende og strategisk koordineret fase. Angrebene rammer gentagne gange raffinaderier med det formål at forhindre, at vigtige aktiver stabiliseres, skriver konsulentfirmaet Kpler i en forskningsrapport.

Den manglende fremdrift i fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland, blev forstærket, da den amerikanske præsident Donald Trumps repræsentanter forlod forhandlingerne med Kreml uden konkrete gennembrud.

Tidligere havde håbet om en fredsaftale fået oliepriserne til at falde, da mange handlere forventede, at det ville føre til ophævelse af sanktionerne mod Rusland og åbne for russisk olie på et allerede overmættet globalt marked.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 4182,59 dollar mod 4214,97 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,3
Baseret på 18 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig