Den amerikanske WTI-olie er fredag morgen på vej mod en ugentlig stigning i forventning om en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i næste uge. Eskalerende spændinger mellem USA og Venezuela presser ligeledes prisen. Siden torsdag eftermiddag er prisen dog faldet en spids.
Brent-olien er stort set uændret fredag morgen. Begge oliepriser lukkede torsdag med en stigning på omkring 1 pct.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 63,10 dollar mod 63,08 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 59,45 dollar mod 59,46 dollar torsdag eftermiddag.
Markedets øjne er rettet mod USA og Venezuela, hvor bekymringerne om en mulig amerikansk militær invasion vokser. Bekymringerne blev forstærket, efter at USA's præsident, Donald Trump, i sidste uge truede med militære aktioner inde i landet for at stoppe venezuelanske narkosmuglere. Ifølge Rystad Energy kan et militært indgreb bringe Venezuelas produktion på omkring 1,1 mio. tønder råolie om dagen i fare.
Oliepriserne er også blevet understøttet af, at amerikanske forhandlinger i Moskva i denne uge ikke førte til væsentlige fremskridt i forhold til krigen i Ukraine. Forhandlingerne kunne have åbnet for en mulig aftale om at ophæve de amerikanske sanktioner på russisk olie.
- Fremadrettet vil forsyningsfaktorerne fortsat være i fokus. En fredsaftale med Rusland vil bringe flere tønder på markedet og sandsynligvis presse priserne ned, siger Anh Pham, der er senioranalytiker hos LSEG og tilføjer:
- På den anden side vil enhver geopolitisk eskalering drive priserne op. Opec+ har aftalt at holde produktionen stabil indtil begyndelsen af næste år, hvilket også understøtter priserne.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld fredag morgen 4216,21 dollar mod 4207,55 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire