03. mar. 2026 kl. 16:09
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: C25 i laveste niveau 18. november - Mærsk fortsatte op

Tirsdagens aktier: C25 i laveste niveau 18. november - Mærsk fortsatte op

Med undtagelse af Mærsk-aktierne var der fald til samtlige aktier i det danske eliteindeks tirsdag, hvor usikkerhed omkring krigen i Mellemøsten fortsat prægede humøret hos investorerne.

Samlet faldt det danske eliteindeks, C25, med 2,5 pct. til 1683,45 tirsdag, hvilket er det laveste niveau siden 18. november.

- De europæiske aktier har fået en hård medfart i dag, og det gælder også C25-indekset. Det er ikke mindst usikkerhed om udviklingen i Mellemøsten, der bekymrer investorerne - og herunder også spørgsmålet om konfliktens betydning for olieprisen, der er braget i vejret de seneste dage. Stigende energipriser kan ramme særligt hårdt i Europa, der er nettoimportør af energi, og det er selvfølgelig noget, man som investor skal holde sig for øje, siger Philip Jagd, aktiechef i Sampension.

Oliepriserne er steget med over 15 pct. de sidste to dage, mens prisen på naturgas er tordnet i vejret med over 60 pct. frygt for, at Iran formår at lukke ned for skibstrafikken gennem Hormuzstrædet, hvor en stor del af verdens olie- og flydende naturgas passerer.

Særligt risikoen for, at de højere energipriser fører til tiltagene inflation og økonomien i det hele taget rammer de europæiske aktier, noterer Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje.

- I en situation, hvor inflationsforventningerne tikker op, og forventningerne til centralbankerne over tid vil kunne ændre sig, vil det også over tid have effekt på den omkringliggende økonomi. Og det rammer de konjunkturfølsomme sektorer og også banksektoren, siger Otto Friedrichsen.

AL Sydbank faldt tungest blandt de danske bankaktier med 3,6 pct. til 529 kr., mens Jyske Bank og Danske Bank faldt med 2,1-2,9 pct.

MÆRSK GAVNES AF MELLEMØSTEN-KONFLIKTEN

Mærsk-aktierne endte som de eneste aktier i grønt på grund af udsigten til stigende fragtrater og dermed bedre indtjening på grund af konflikten i Mellemøsten.

Jyske Bank vurderer på baggrund at situationen, at Mærsk kan ende i den høje ende af sine forventninger til 2026.

Mærsk B-aktie endte 2,6 pct. højere i 17.360 kr. efter en stigning på 7,9 pct. mandag.

Et uforklarligt fald i priserne for ædelmetaller, der ellers de seneste par dage har nydt godt af den eskalerede konflikt i Mellemøsten, holdt hånden under Pandora-aktien, som faldt mindre end de øvrige eliteaktier.

- Guld- og sølvpriserne kører lidt deres eget løb, hvor der har været en stor spekulativ stigning op til det her, som måske stadigvæk gør, at sølv og guld var forkert priset, inden vi hopper ind i det her marked, men lidt overraskende at se sølv og guld nede, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Tirsdag eftermiddag var prisen på sølv, der er en af de vigtigste omkostningskomponenter for Pandora, faldet med 7,2 pct. til 83 dollar per troy ounce.

Guldprisen var desuden faldet med 3,9 pct. til 5114,80 dollar per troy ounce. En tendens der er modsat den seneste udvikling i priserne på ædle metaller, hvor en stigning i uro har betydet, at handlerne har søgt mod "sikre havne" som obligationer og guld og sølv.

Pandora-aktien faldt med 0,7 pct. til 482,80 kr.

ROCKWOOL I BUNDEN

Rockwool endte som tirsdagens store taber med et fald på 6,2 pct. til 185,70 kr. efter et fald på 5,5 pct. mandag.

Selskabet er herhjemme blandt de hårdest ramte af de stigende naturgaspriser, da isoleringskoncernen har en meget energikrævende produktion.

Dog kan en del af forklaringen også være, at krigen i Iran flytter fokus væk fra ukrainske fredsforhandlinger.

- Rockwool har også været lidt en case i forhold til genopbygning af Ukraine. Der er også nogle der spekulerer i, at det kan være skudt længere ud, da fokus nu er flyttet fra Ukraine til Iran, siger Mads Zink.

ROBLON SÆNKER FORVENTNINGERNE

Industrikoncernen Roblon sænkede sine forventninger til 2025/26 på grund af en midlertidig nedgang i ordrene fra en af selskabets storkunder.

Som konsekvens har Roblon indledt en spareøvelse, der kommer til at kræve ændringer i organisationen.

Roblon-aktien faldt med 5,4 pct. til 106 kr.

Der var analysenyt til it-selskabet Trifork, der har fået løftet sit kursmål til 140 kr. fra 125 kr. hos DNB Carnegie, som gentager anbefalingen "køb".

Trifork-aktien faldt med 2,1 pct. til 87,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 185 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig