10. mar. 2026 kl. 16:08
119 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Oliedrop satte blus under investorer - Novo og Mærsk gik dog egne veje

Tirsdagens aktier: Oliedrop satte blus under investorer - Novo og Mærsk gik dog egne veje

Olieprisen er for tiden det, der bestemmer retningen på de finansielle markeder. Og efter en rutsjetur fra mandag morgen til tirsdag eftermiddag med fald fra niveauet 120 dollar per tønde til 87 dollar, sled de danske aktier sig frem på indeksniveau.

Energitunge Rockwool tog teten på opturen, hvor investorerne samlede aktier op i lettelse over noget af en U-vending i priserne på energi. Og Ørsted kravlede i de sidste handler med op med et plus på 4,9 pct.

Mærsk trak i den modsatte retning, da konflikten i Iran forstyrrer forsyningskæderne og reducerer den tilgængelige kapacitet. Og også Novo Nordisk tog en bundplacering på nyt om et brev fra FDA om, at koncernen skal rette op på sine indberetninger om bivirkninger.

Samlet steg det danske eliteindeks, C25, med 1,3 pct. til 1696,15 - og 17 af de 25 aktier i indekset endte med plusser.

Det var igen den amerikanske præsident, Donald Trump, der havde en direkte indvirkning på humøret, efter at han mandag aften på tv-stationen CBS betegnede krigen mod Iran som stort set fuldført og meget længere fremme end hans egen fire-fem ugers plan.

- Trump havde egentlig to budskaber: Krigen går bedre end ventet, det går hurtigere, end man havde planlagt. Så det var egentlig et positivt budskab i forhold til Trump, siger Otto Friedrichsen, der er Formueplejes viceinvesteringsdirektør, til MarketWire.

- Mandag kom det også frem, at sanktionerne på russisk olie måske kunne blive løftet, og også strategiske olielagre var et omdrejningspunkt. Det er alt sammen noget, der har fået olieprisen til at falde fra de her meget høje niveauer, vi så i går, siger han.

Det var især de cykliske aktier med Rockwool i spidsen efterfulgt af FLSmidth og DSV, der havde medvind tirsdag.

- Man kan sige, at aktier, der er blevet hårdest ramt over den sidste halvanden uges tid, er dem, vi ser springe i toppen i dag. Og ligesom der var risk-off meget bredt i går og i sidste uge, så er der også risk-on i dag, siger Otto Friedrichsen.

Rockwool, der betaler en stor energiregning til fremstilling af stenuld, steg 4,2 pct. til 184,34 kr., DSV øgede 3,4 pct. til 1646 kr., og FLS gik frem med 3 pct. til 533 kr.

NOVO NORDISK FÅR LØFTET PEGEFINGER AF FDA

Faldet i Novo Nordisk tog til tirsdag eftermiddag, da det kom frem, at den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har sendt et advarselsbrev vedrørende mangelfuld indberetning af bivirkninger efter markedsføringen af selskabets lægemidler.

Ifølge FDA har Novo ikke indberettet dødsfald for patienter, som var på et af medicinalkoncernens lægemidler, rettidigt.

Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i AL Sydbank, siger, at det ikke er "atypisk, at vi ser de her "warning letters" i medicinalsektoren."

- Det har vi set før, og det kommer vi også med garanti til at se igen. Så der er ikke noget usædvanligt i det, siger han til MarketWire og fortsætter:

- Brevet fra FDA relaterer sig til procedurer om bivirkninger. Hvis man ikke bringer dem i orden - hvilket det jo tyder på, at man arbejder stærkt på - så kan det blive et lidt større problem, end jeg vil sige, det er lige nu.

Novo fik også sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos det amerikanske børshus TD Cowen.

Aktien faldt 3 pct. til 246,95 kr.

Med i bunden af eliteindekset endte Mærsk med et fald på 1,4 pct. til 16.340 kr. for B-aktien efter en periode med stigninger, på forventning om at situationen i Mellemøsten vil sende raterne i vejret.

Olieprisen rammer dog også rederikoncernen, der nu introducerer et midlertidigt brændstoftillæg på grund af den udfordrende sikkerhedssituation i Mellemøsten. Mærsk henviser til, at 20 pct. af verdens brændstof transporteres gennem Hormuzstrædet, og derfor har den nuværende situation stor indflydelse på adgangen til brændstof. Derfor har rederiet ikke set noget andet alternativ end at indføre et midlertidigt tillæg, oplyses det.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 212 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig