Renten tog torsdag på vej påvirket af urolighederne i Mellemøsten.
Ved dansk børslukketid var renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation steget til 2,92 eller med 11 basispoint i forhold til lukkeniveauet onsdag eftermiddag og med 7 basispoint i forhold til niveauet ved handelsstart torsdag morgen.
På de store europæiske rentemarkeder i Paris og i Frankfurt sås ved dansk børslukketid rentestigninger på 10-12 basispoint og på 15 basispoint i Italien.
USA's præsident, Donald Trump, og Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, kan tilsyneladende ikke kan blive enige om, hvorvidt landende overhovedet forhandler.
DET BLIVER IKKE KØNT
Senest torsdag middag forsøgte Trump at trække Iran til forhandlingsbordet med et nyt opslag på præsidentens eget sociale medie, Truth Social.
- De må hellere tage det alvorligt snart, før det er for sent, for når det først sker, er der ingen vej tilbage, og det bliver ikke kønt!, skriver han i opslaget.
Han kaldte i samme ombæring de iranske repræsentanter, som angiveligt forhandler på Irans vegne, for "anderledes" og "underlige".
OLIEPRIS STIGER IGEN
Olieprisen steg dagen igennem til et plus på 5,3 pct. til 107,6 dollar per tønde af den europæiske referenceolie, Brent. Stigningen øger frygten for tiltagende inflation og tynger dermed forhåbningerne om snarlige centralbankstyrede rentefald.
I Danmark fremlagde Nationalbanken torsdag morgen en ny prognose for dansk økonomi, hvor banken advarer om, at inflationen i et værste fald kan nå op på 4,5 pct. i 2026.
På makromenuen var der torsdag eftermiddag tal for det amerikanske arbejdsmarked, som med en tilgang på 210.000 nye ledige i sidste uge ramte i plet i forhold til det estimerede antal.
.\\˙ MarketWire