Danmarks næststørste bryggerikoncern, Royal Unibrew, leverede ikke den toplinje, som analytikere havde sat næsen op efter i fjerde kvartal, hvor driftsindtjeningen til gengæld matcher konsensus.
Det viser regnskabet for perioden.
Bryggeriet omsatte i kvartalet for 3778 mio. kr. mod konsensus om 3862 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Royal Unibrew selv inden regnskabet og 3574 mio. kr. i fjerde kvartal året inden.
Den organiske vækst var 4 pct. mod ventet 7 pct. blandt analytikerne og 3 pct. i fjerde kvartal 2024.
Driftsresultatet før renter og skat (EBIT) endte på 467 mio. kr. i fjerde kvartal, hvor analytikerne havde ventet 465 mio. kr. I den tilsvarende periode året før blev driftsresultatet 427 mio. kr., og dermed kan den rapporterede vækst opgøres til 9 pct. Organisk voksede driftsindtjeningen med 6 pct.
Administrerende direktør Lars Jensen kalder en vækst på 12 pct. i forhold til EBIT for "en solid finansiel præstation i 2025 i overensstemmelse med vores forventninger":
- Vi gjorde fremskridt på alle vores markeder, med den stærkeste vækst i Vesteuropa og vores internationale segmenter, hvilket afspejler både den tiltagende geografiske diversitet i Royal Unibrew og styrken i vores organisation på de lokale markeder, siger han i regnskabet.
På bundlinjen bød kvartalet på et nettooverskud på 345 mio. kr. mod konsensus om 317 mio. kr. blandt analytikerne og 231 mio. kr. i fjerde kvartal et år tidligere.
FORVENTNINGER I DEN LAVE ENDE
For 2026 venter Unibrew en organisk vækst i driftsresultatet, EBIT, på 6-10 pct. Det svarer til et driftsoverskud på 2325-2425 mio. kr. mod 2202 mio. kr. sidste år, oplyser bryggeriet.
Og umiddelbart kan forventningen ses i den lave ende, da analytikerne forud for regnskabet havde set en vækst i driftsresultatet på 9 pct. og et driftsresultatpå 2406 mio. kr., viser estimater indsamlet af Unibrew selv.
Omsætningen ventes overordnet at være på niveau med sidste år, hvilket afspejler vækst i drikkevareforretningen, da Unibrew er stoppet med sine snackaktiviteter og aktiviteter med lavere margin, skriver bryggeriet.
Det omsatte for 15.723 mio. kr. sidste år.
Analytikerne havde inden regnskabet sat næsen op efter en omsætning på 15.929 mio. kr. i 2026, svarende til en stigning på lige over 1 pct.
AKTIETILBAGEKØB OG UDBYTTE
Unibrew sparker fredag gang i et tilbagekøbsprogram for egne aktier til en værdi af op til 400 mio. kr.
Tilbagekøbet, som Danske Bank skal stå for, vil blive gennemført i en periode frem til senest den 14. august.
Oveni foreslås et udbytte på 16 kr. per aktie.
Tabel over Royal Unibrews regnskab for fjerde kvartal 2025:
| Mio. kr. | Q4 '25 | Q4 '25(e): | Q4 '24: | FY '25: | FY '25(e): | FY '24: | FY '26(e): |
| Omsætning | 3778 | 3862 | 3574 | 15.723 | 15.810 | 15.036 | 15.929 |
| Organisk vækst (%)* | 4 | 7 | 3 | 3 | 4 | 6 | 1 |
| Organisk volumenvækst (%)* | 3 | 5 | 4 | 4 | 4 | 5 | 2 |
| EBIT | 467 | 465 | 427 | 2202 | 2201 | 1968 | 2406 |
| Organisk vækst i EBIT (%)* | 6 | 10 | 2 | 10 | 11 | 15 | 9 |
| Nettoresultat | 345 | 317 | 231 | 1560 | 1530 | 1464 | 1695 |
| Udbytte (kr.) | - | - | - | 16 | 16 | 15 | 17,4 |
(e) = gennemsnitsestimater indsamlet af Royal Unibrew selv blandt op til 15 analytikere inden regnskabet.
* = Tallene for organisk vækst bliver rapporteret i hele tal i Unibrews regnskaber. Derfor er der ingen decimaler i tallene for fjerde kvartal 2025, fjerde kvartal 2024 og hele 2025 samt hele 2024.
Unibrews forventninger til 2026:
| % | Ved FY '25: |
| Nettoomsætning | på niveau med '25 |
| Organisk EBIT-vækst | 6-10 |
| EBIT (mio. kr.) | 2325-2425 |
.\\˙ MarketWire