09. mar. 2026 kl. 13:37
50 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Åbner i rødt med Novo-partner i vejret på nyt samarbejde

USA/åbning: Åbner i rødt med Novo-partner i vejret på nyt samarbejde

De amerikanske markeder åbner ugen klædt i rødt, efter at weekenden har budt på dårlige nyheder om konflikten med USA og Israel mod Iran, som også har sendt oliepriserne på himmelflugt.

De tre ledende indeks for det amerikanske marked falder alle ved åbningen, hvor S&P 500 falder med 0,9 pct., Nasdaq-indekset sætter sig 0,8 pct., og Dow Jones-indekset åbner 0,9 pct. lavere.

I weekenden udnævnte Iran Ayatolla Khamenis søn, Mojtaba Khamenei, til ny åndelig leder af landet. Han vil efter forventningerne ikke føre en mere forsonlig linje over for USA og Israel. Det har øget usikkerheden og forventningen om, at konflikten kommer til at blive mere langvarig.

Samtidigt har flere store olieproducerende lande i den krigsramte region lukket for olieproduktionen i weekenden, fordi olielagrene er fyldte, og udsigterne til at genoptage transporten ud af regionen fortsat er forværret.

Oliepriserne er på den baggrund blevet sendt i vejret og ligger mandag middag cirka 12,5 pct. højere i forhold til fredagens niveau.

De stigende energipriser øger handlernes bekymringer for inflation, og derfor søger de i stedet mod sikre havne, hvilket fører til et massivt udsalg af aktier over hele verdenen.

NOVO-PLAGEÅND I HOPLA PÅ PARTNERSKAB OG DROPPET SØGSMÅL

Men kopiproducenten Hims & Hers kan undslippe markedets bekymringer.

Selskabet bliver mandag sendt kraftigt op på nyheden om, at kopiproducenten og danske Novo Nordisk igen har indgået et partnerskab.

Hims & Hers stiger 41,6 pct. til 22,29 dollar i USA.

Under partnerskabet vil Hims & Hers sælge Novos vægttabsmidler Wegovy og Ozempic gennem sin platform. Det gælder også for Novos vægttabspille Wegovy-pill.

Novo Nordisk har mandag eftermiddag bekræftet partnerskabet, efter Bloomberg News fredag kunne berette, at partner havde forhandlet om et samarbejde.

Novo afbrød ellers i juni 2025 det daværende samarbejde med Hims & Hers, der blev anklaget for misvisende markedsføring og salg af kopier af Novos produkter.

I samme ombæring som Novo bekræfter partnerskabet med kopiproducenten, dropper selskabet sit søgsmål mod Hims & Hers.

Novo iværksatte søgsmålet i sidste måned for at stoppe Hims & Hers fra at sælge sammensatte versioner af Novos storsællerter Ozempic og Wegovy.

SMYKKEKÆDE FIK STÆRKT FJERDE KVARTAL

Amerikanske Signet Jewelers fik et løft af et stærkt salg op til Valentinsdag i sit forskudte fjerde kvartal trods modvind fra told, høje guldpriser og pressede forbrugere.

I et foreløbigt regnskab venter selskabet en omsætning på 2,34-2,35 mia. dollar, omtrent som ventet ifølge Bloomberg, mens det justerede driftsoverskud ventes på 322-327 mio. dollar mod ventet 316,6 mio. dollar.

De endelige resultater offentliggøres næste tirsdag. Aktien falder dog 4,2 pct. ved åbningen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 199 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig