Det amerikanske aktiemarked åbner med stigninger onsdag, hvor fokus fortsat er på AI.
I onsdagens første handler ligger det brede S&P 500-indeks samt det smalle Dow Jones-indeks med stigninger omkring 0,4 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks stiger 0,7 pct.
I rampelysets skær står særligt Nvidia, som efter amerikansk børslukning aflægger regnskab, og som med sin enorme størrelse kan rykke den overordnede aktiestemning.
- Nvidias resultater ventes at blive gode i betragtning af de massive investeringer, som selskabets kunder har annonceret, men det hele afhænger af, hvordan markedet vil reagere, siger Arnaud Girod, der er strategichef hos Kepler Cheuvreux, ifølge Bloomberg News.
Tirsdag bød på plusser til de tre amerikanske hovedindeks omkring 0,8-1,1 pct.
Dermed er den sure start på ugen mandag vendt, hvor fokus særligt var på toldtrusler, efter den amerikanske præsident Donald Trumps nederlag til højesteret, der først udløste trusler om en importtold på 10 pct. for derefter at hæve truslen til 15 pct. En global told på 10 pct. trådte i kraft tirsdag.
NVIDIA-REGNSKAB OVERSKYGGER ALT
Investorerne søger tirsdag efter beviser for, at Nvidias overskud vokser på baggrund af de amerikanske teknologiselskabers enorme planlagte AI-investeringer på omkring 630 mia. dollar i 2026, skriver Reuters.
Dermed står Nvidia over for et afgørende øjeblik, når det offentliggør sine resultater, der samtidig aflægges i kølvandet af en periode, hvor selskabets aktie har klaret sig dårligere end andre producenter af chips, skriver Bloomberg News.
Udviklingen i aktien for Nvidia har på det seneste været meget afdæmpet, hvor den samlet er steget omkring 3 pct. den seneste måned og blot lige over 7 pct. det seneste halve år.
For at genoplive sin historisk stærke aktiepræstation skal Nvidia i det mindste overgå sine egne forventninger samt give en prognose, der ligger over analytikernes nuværende estimater, skriver Bloomberg News.
Selv om selskabet gentagne gange har bevist netop dette, hersker en fortsat voksende bekymring for, at bølgen af AI-udgifter ikke er bæredygtig, hvilket har gjort februar til en afmålt måned for de amerikanske aktier.
Efter børsåbning onsdag stiger Nvidia-aktien med 0,9 pct. til 194,56 dollar.
I fjerde kvartal ventes Nvidias omsætning at stige med 68 pct. til 65,9 mia. dollar sammenlignet med samme periode sidste år. Det justerede resultat ventes at stige med 72 pct. til 1,53 dollar per aktie, viser data fra Bloomberg News.
Investorerne vil samtidig have fokus på bruttomarginen, der sidste år kom under pres på grund af høje omkostninger for produktionen af selskabets Blackwell-chips.
Den justerede bruttomargin ventes at blive 75 pct. i fjerde kvartal, hvilket er det højeste i mere end et år og ventes derudover at blive på dette niveau i 2026.
- Marginerne er potentielt en risikofaktor, siger Melissa Otto, der er chef for teknologi hos Visible Alpha, ifølge Bloomberg News.
- Spørgsmålet vil dreje sig om bruttomarginen i første kvartal, og om de giver nogen indikation om resten af året, fortsætter hun.
BYGGEMARKEDSKÆMPE SKUFFER
Regnskabsaktuel inden børsåbning onsdag er byggemarkedskæden Lowe’s, der har leveret en skuffende salgsprognose - et tegn på, at boligmarkedet vil forblive svagt på kort sigt på grund af høje låneomkostninger og økonomisk usikkerhed.
Det bliver modtaget med sure miner af investorerne, der sender aktien ned med 1,7 pct. til 272,74 dollar.
Amerikanske forbrugere har holdt sig tilbage med at flytte eller renovere deres hjem i løbet af de sidste tre år, da renterne forbliver forhøjede, og inflationsbekymringer giver genlyd i hele landet.
Resultaterne understreger, at boligmarkedet er langt fra en genopretning, da husholdningerne udsætter dyre køb.
Lowe's meddeler i onsdagens regnskab ifølge Bloomberg News, at boligmarkedet fortsat er under pres, og at byggemarkedskæden fokuserer på at forbedre produktiviteten og andre faktorer, den kan kontrollere.
.\\˙ MarketWire