Advanced Micro Devices - også kendt som AMD - har taget hul på en forrygende handelsdag, efter en kæmpe aftale med Meta der markerer en sejr for chipproducentens forsøg på at indhente Nvidia.
Medicinalgiganten Eli Lilly, der er i hård konkurrence med danske Novo Nordisk om fedmemiddelmarkedet, taber terræn på Novo-nyt om lavere medicinpriser.
Modsat sendes Home Depot op efter et bedre end ventet regnskab.
Wall Street ligger blandet i de første handler, hvor det brede S&P 500-indeks går 0,2 pct. tilbage, Dow Jones stiger 0,3 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks går modsat og falder 0,3 pct. i den indledende handel
Alle tre hovedindeks faldt mandag med mellem 1,0-1,7 pct., da eftervirkningerne af fredagens afgørelse fra USA's højesteret om den amerikanske præsident Donald Trumps toldsatser fik investorer til at flygte fra højrisikoaktier. Trump annoncerede en midlertidig global told på 10 pct. efter fredagens afgørelse, som er trådt i kraft tirsdag.
- Selv om den direkte effekt af toldsatser kan vise sig midlertidig, holder manglen på klarhed omkring varighed og omfang volatiliteten høj, siger Antonio Di Giacomo, markedsanalytiker hos XS.com, til Reuters.
AMD I MARKANT KURSHOP
Facebook og Instagrams moderselskab, Meta Platforms, vil implementere datacenterudstyr baseret på processorer fra Advanced Micro Devices - en kæmpe aftale, der markerer en sejr for chipproducentens forsøg på at indhente Nvidia.
Meta vil købe AMD-chips og computere designet til at køre kunstig intelligens-modeller over en femårig periode, startende i andet halvår af 2026, skriver Bloomberg News med henvisning til en meddelelse fra de to selskaber.
Serien af transaktioner vil have en værdi af "tocifrede milliarder" af dollar per gigawatt, fortæller AMD's administrerende direktør Lisa Su om aftalen, der er på 6 gigawatt.
Som en del af aftalen vil Meta modtage warrants til at købe 160 mio. AMD-aktier i etaper, sagde de to virksomheder.
AMD-aktien stiger 8,1 pct. til 212,59 dollar, mens Meta-aktien ligger med et fald på 0,9 pct., og Nvidia taber 1,1 pct.
DAGENS FEDMENYT
Medicinalkoncernen Eli Lilly dropper 1,2 pct. i de første handler, efter at det er kommet frem, at Novo Nordisks amerikanske datterselskab skærer en stor luns af listepriserne på sine mest populære lægemidler, Wegovy, Ozempic og Rybelsus fra 1. januar 2027.
Prisen på vægttabsmidlet Wegovy både i injektions- og pilleform samt for Novos diabetes-2-midler, Ozempic og Rybelsus, bliver fra årsskiftet 675 dollar for en måneds behandling.
Novo Nordisk falder på samme tid med 3,1 pct. på børsen i København.
I samme branche falder telesundhedsudbyderen Hims & Hers, efter at selskabet har leveret en svag prognose for sit første kvartal.
Derudover tynger usikkerheden om, hvorvidt selskabet kan fortsætte med at sælge kopier af Novo Nordisks GLP-1-lægemidler Ozempic og Wegovy.
Selv afviser Hims & Hers at besvare detaljerede spørgsmål om fremtiden for kopierne, skriver Bloomberg News, efter at selskabet efter amerikansk børslukning mandag aflagde regnskab for 2025.
Hims & Hers-aktien falder med 8,5 pct.
Byggemarkedskæden Home Depot slår forventningerne på både det sammenlignelige salg og indtjeningen i fjerde kvartal, og det sender aktien op med 3,3 pct. i den indledende handel.
Det sammenlignelige salg steg i kvartalet med 0,4 pct., hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet et fald på 0,4 pct. Den justerede indtjening per aktie på 2,72 dollar var også over analytikerkonsensus på 2,55 dollar.
I 2026 venter Home Depot en vækst i det justerede resultat per aktie på mellem 0 og 4 pct. Desuden ses en salgsvækst på 2,5-4,5 pct.
.\\˙ MarketWire