06. feb. 2026 kl. 14:39
33 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Godt humør efter flere dage med nedtur - Amazon får hug for massive AI-planer

USA/åbning: Godt humør efter flere dage med nedtur - Amazon får hug for massive AI-planer

Efter flere dage med nedtur for de amerikanske aktier lader stemningen til at være vendt en smule fredag.

Det brede S&P 500 har lagt fra land med et plus på 0,5 pct., mens det techtunge Nasdaq går frem med 0,4 pct. Dow Jones stiger indledningsvist med 0,8 pct.

Det følger fald de seneste tre dage, hvor især teknologiaktierne i Nasdaq har fået store tæv. Torsdag faldt de tre ledende indeks i niveauet 1,2-1,6 pct.

Her var det blandt andet bekymringer om de enorme investeringer, som de største techselskaber gør sig i AI-kapløbet, efter at Google-ejeren Alphabet aftenen forinden varslede investeringer på op til 185 mia. dollar i 2026.

Men det kunne godt blive vildere, for torsdag aften kunne Amazon fortælle om endnu større investeringsplaner, og det lader til at skræmme investorerne.

- Er AI-sukkerrusen forbi? Det er det spørgsmål, der dominerer markederne i denne uge, hvor volatiliteten er vendt tilbage, og softwareaktier er blevet solgt ud. Overskrifter, der før ville have skubbet aktierne til nye højder, da AI-optimismen toppede, tolkes nu langt mere forsigtigt af investorerne, siger Carlota Estragues Lopez, aktiestrateg hos St. James's Place, ifølge Reuters.

AMAZON OVERGÅR ALLE MED SINE INVESTERINGSPLANER

Onlinegiganten Amazon skal bruge langt flere penge på sine AI-satsninger i 2026, end det var ventet.

Samtidig rammer forventningerne til det nuværende første kvartal skævt, og ingen af delene falder i god jord hos investorerne, som sender aktien ned med 9,9 pct. fra start.

Amazon regner i 2026 med at bruge omkring 200 mia. dollar på investeringer målt på capex, og de penge skal primært bruges på datacentre, chips og andet AI-relateret udstyr, skriver Bloomberg News.

På forhånd havde analytikere spået 146,11 mia. dollar.

Amazon har samtidig fremlagt forventninger til første kvartal, som målt på driften ikke imponerer hverken analytikere eller investorer.

SPILPLATFORM IMPONERER

Den populære spilplatform Roblox er kommet bedre end ventet gennem fjerde kvartal og har samtidig fremlagt prognose over analytikernes forventninger. Det begejstrer investorerne, som sender aktien i vejret med 10,1 pct. i de indledende handler.

Det kan Roblox takke 144 mio. daglige brugere for i fjerde kvartal, hvilket også var over forventning ifølge Bloomberg News.

Medicinalselskabet Biogen er også kommet med regnskab for fjerde kvartal, hvor indtjeningen og prognosen for 2026 lander bedre end ventet.

Aktien sendes op med 2,5 pct.

Novo-kopisten Hims and Hers har taget hul på endnu en sløj handelsdag efter lanceringen af sin kopi af Novos Wegovy-pille.

Torsdag var Novo ude med trussel om sagsanlæg og advarsel mod sundhedsrisiciene ved de sammensatte semaglutid-kopier.

Efterfølgende har de amerikanske sundhedsmyndigheder i FDA også fortalt, at de vil skride til handling over for ulovlige compounders.

Det sender aktien ned med 7 pct. fra start.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 135 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig