De amerikanske aktier åbner som ventet lavere på ugens sidste handelsdag. Apple, Exxon, Chevron og American Express har leveret regnskaber, der får en blandet bedømmelse. Teknologiaktierne, der var lidt prygelknabe torsdag har en relativt rolig fredag morgen.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har fredag udpeget det tidligere centralbankmedlem Kevin Warsh til at efterfølge den nuværende centralbankformand, Jerome Powell, hvis periode udløber i maj. Umiddelbart var det ikke uventet.
Fredag efter godt ti minutters handel ligger det brede S&P 500-indeks 0,2 pct. lavere i 6954,41, mens Nasdaq-indekset falder 0,4 pct til 23.601,66. Dow Jones-indekset falder 0,2 pct. til 48.985,32.
Torsdag bød på små fald - dog et lidt større fald i det teknologidominerede Nasdaq-indeks på 0,7 pct. med Microsoft som den helt store taber.
Microsoft faldt 10 pct. - det største fald i aktien i seks år. Nedturen barberede 388 mia. dollar af markedsværdien, svarende til ca. 2400 mia. kr. Microsoft stiger ved åbningen fredag marginale 0,1 pct. til 433,78 dollar.
Til gengæld var der torsdag rift om Meta Platforms og nogle af de andre selskaber, der havde fremlagt regnskaber. Meta steg 10 pct., men ligger fredag ved åbningen 2 pct. lavere i 724,36 dollar.
De store teknologiaktier, de såkaldte "magnificent seven"-aktier, ligger overvejende med små fald. Tesla stiger dog et par procent.
APPLE I LILLE FALD TRODS REKORDREGNSKAB
En massiv vækst i salget af iPhones bidrog til et rekordresultat for teknologigiganten Apple i første kvartal. Det viste regnskabet, der blev offentliggjort efter amerikansk lukketid.
Investorerne reagerede umiddelbart afdæmpet på regnskabet. I eftermarkedet faldt aktien 0,4 pct. Fredag stiger aktien 1,7 pct. til 253,89 dollar.
Olieselskabet Exxon er i modvind i fredagens amerikanske formarked oven på regnskabet for fjerde kvartal, hvor analytikernes forventninger til indtjeningen ellers netop blev overgået.
Investorerne sender Exxon-aktien ned med 1,4 pct. til 138,60 dollar efter regnskabet.
CHEVRON UPÅVIRKET AF REGNSKAB
Den amerikanske kollega Chevron leverede bedre end ventet i fjerde kvartal, når det kommer til både top- og bundlinjen, og det kommer også aktionærerne til glæde, idet selskabet løfter sit udbytte.
Investorerne reagerer afdæmpet på nyhederne ved at handle aktien 0,5 pct. højere fredag til 172,09 dollar
AMEXCO SKUFFER
Den amerikanske kreditkortgigant American Express skuffer med indtjeningen i fjerde kvartal, hvor stigende omkostninger trækker ned.
American Express synker med 2,3 pct. til 350,13 dollar efter regnskabet.
På den positive side udviklede transaktionsvolumenen i kvartalet sig bedre end ventet, og selskabet forkæler investorerne med en stigning i udbyttet på 16 pct.
Indtægterne steg 10 pct. til 18,98 mia. dollar mod ventet 18,92 mia. dollar. Men det gjorde omkostningerne også.
DECKERS OG SCHNEIDER I FOKUS
Skoproducenten Deckers stiger markant efter at have løftet forventningerne til omsætning og resultat. Aktien stiger 11,7 pct. til 111,57 dollar.
Lastbilkoncernen Schneider har meldt om blødere markeder end ventet i selskabets regnskab, der kom ud under det ventede. Aktien falder 8 pct. til 27,33 dollar.
.\\˙ MarketWire