Vellyd fra musiktjenesten Spotify sender aktien frem, mens sygekassen CVS og Coca-Cola falder på skuffende vækstforventninger til 2026. Modsat går det for Harley-Davidson trods fald i indtjeningen.
Samlet stiger S&P 500-indekset 0,1 pct. til niveauet 6973 og flirter med rekorden på 6978,80 fra den 27. januar.
Dow Jones øger 0,3 pct. og er i rekord, mens Nasdaq stiger 0,1 pct.
Tirsdag overraskede detailsalget i negativ retning, da det ikke rørte sig ud af stedet i december, hvilket tyder på, at forbrugerne er blevet mere tilbageholdne.
- Tallene indikerer, at økonomien måske ikke var så stærk, som folk havde forventet i fjerde kvartal, siger Charlie Ripley, porteføljechef hos Allianz Investment Management, til Reuters.
Den helt store begivenhed i kalenderen er dog onsdagens officielle arbejdsmarkedsrapport. Men også inflationen i januar er i fokus på fredag. Opgørelserne kan give investorerne en fornemmelse for, hvordan den fremtidige rentebane hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kommer til at se ud.
Det Hvide Hus' økonomiske toprådgiver, Kevin Hassett, sagde mandag, at de amerikanske jobtal kan blive lavere i de kommende måneder på grund af langsommere vækst i arbejdsstyrken og højere produktivitet.
- Hassetts kommentarer havde til formål at nulstille forventningerne til, hvordan "normal" jobvækst ser ud, efterhånden som befolkningstilvæksten aftager og produktiviteten forbedres, siger Miles Sampson, investeringschef hos Franklin Templeton Investment Solutions, til Reuters.
Markedet forventer i øjeblikket, at Federal Reserve vil holde renterne i ro indtil juni, hvorefter USA's præsident Donald Trumps kandidat til formandsposten i centralbanken, Kevin Warsh, kan tage teten, hvis han bekræftes af Senatet.
SPOTIFY I VÆKST
Musiktjenesten Spotifys indtjeningsvækst var markant i fjerde kvartal, og aktien går 15,4 pct. frem i de første handler tirsdag.
Spotify venter flere aktive brugere i første kvartal, hvor tallet ventes at lande på 759 mio. mod ventet 752,45 mio. brugere ifølge Bloombergs konsensus.
Fra sygekassen CVS Health ses væksten fortsætte i 2026, og selskabet fastholder forventningerne om en justeret indtjening per aktie i niveauet 7,00-7,20 dollar mod ventet 7,17 dollar. Det betyder, at midtpunktet i intervallet på 7,10 dollar skuffer.
Aktien falder 0,9 pct.
Drikkevarekoncernen Coca-Colas forventninger til 2026 lander en my under analytikernes forventninger, og det sender aktien ned med 1,4pct.
Forventningerne til den organiske salgsvækst er 4-5 pct. i 2026, mens analytikerne i gennemsnit havde ventet en vækst på 5,01 pct., fremgår det af data fra Bloomberg News.
HARLEY-DAVIDSON I FREMDRIFT
Den ikoniske motorcykelproducent Harley-Davidson venter, at told bliver en markant større udfordring fremover. Det slår ledelsen i Harley-Davidson fast på et mediekald i forbindelse med årsregnskabet for 2025.
Harley-Davidson spår, at told vil have en negativ påvirkning på mellem 75-105 mio. dollar i 2026. Det er et godt stykke over niveauet i 2025 på 67 mio. dollar.
Det er dog ikke den eneste kedelige nyhed fra det amerikanske selskab, der har haft et tilsyneladende svært fjerde kvartal, hvor indtjeningen skuffede på 496 mio. dollar også målt mod analytikerkonsensus på 749,3 mio. dollar
Alligevel sender investorerne aktien frem med 2,3 pct. i de første handler.
HIMS & HERS I FORTSAT MODVIND
Blandt enkeltaktierne fyldte sundhedsplatformen Hims & Hers mandag meget i overskrifterne, efter at danske Novo Nordisk har sagsøgt den tidligere partner for at producere og sælge kopier af fedmemidlet Wegovy.
Novo vil slæbe Hims & Hers i retten i USA, efter at sundhedsplatformen i sidste uge annoncerede en kopi af Novos nyligt godkendte Wegovy-pille til en tredjedel af prisen.
Investorerne reagerede mandag også prompte og bankede Hims & Hers-aktien ned med 16 pct. Tirsdag falder aktien 1,5 pct. i de første handler.
Oracle fortsætter frem med 2,2 pct. efter et plus på 9,7 pct. mandag, hvor børshuset D.A. Davidson løftede sin anbefaling af Oracle til "køb" og samtidig pegede på, at bekymringerne om, at AI vil feje softwareprodukter til siden, formentlig er overgjorte.
.\\˙ MarketWire