Udsigten til en fastholdt rente i USA som følge af de store stigninger i oliepriserne tynger fredag stemningen på Wall Street.
Det brede S&P 500-indeks sætter sig efter kort tids handel med 0,4 pct., imens Dow Jones viger 0,2 pct. Hårdest ramt er det teknologitunge Nasdaq-indeks med et tab på 0,8 pct.
Oliepriserne er også denne uge steget, og hvor stemningen inden USA's og Israels krig i Iran var til lempelser i årets løb, er det nu blevet svært at retfærdiggøre i centralbanken Federal Reserve.
Også uden for USA har beslutningstagere i centralbankerne måttet omlægge strategien for pengepolitikken som følge af de hastigt stigende oliepriser. Alene i ugens løb er de steget over 6 pct., og fredag eftermiddag koster en tønde Brent-olie 108,30 dollar.
- Vi er i et sårbart miljø for tiden med mulige renteforhøjelser og Brent over 100 dollar, siger Nicolas Forest, der er investeringsdirektør i Candriam, til Bloomberg News.
- Hvis Stoxx 600 og S&P 500 går under de tekniske niveauer i dag, kan det signalere kommende pres, fortsætter han.
I Europa venter markedet nu, at Den Europæiske Centralbank, ECB, vil løfte renten tre gange, mens handlen med rentefutures afspejler en fastholdt rente i USA året igennem.
Federal Reserve fastholdt onsdag sin rente i 3,50-3,75 pct. Her blev det også gjort klart, at en eventuel rentenedsættelse fra centralbanken først kommer, når der er gjort fremskridt med inflationen, der i USA selv uden de stigende oliepriser ligger betydeligt over målet.
FEDEX BELØNNES FOR OPJUSTERING
Pakkekæmpen Fedex har efter børslukning torsdag opjusteret sine forventninger til 2026, der ikke ventes synderligt påvirket af den igangværende krig i Mellemøsten.
Selv om affødte effekter af krigen som højere energipriser og mere utilregnelige fragtmønstre "påvirker den globale økonomi negativt", har Fedex opjusteret forventningerne til hele året.
Forventningen er nu en justeret indtjening per aktie på 19,30 til 20,10 dollar mod tidligere maks 19 dollar. Analytikernes forventninger lå ifølge Bloomberg News også tæt op ad den gamle prognose.
Aktien stiger 3,5 pct., og kollegaen UPS følger trop med et mindre plus på 0,7 pct.
Også de amerikanske producenter af skiferolie nyder fremgang fredag, efter at børshuset JPMorgan har løftet sin anbefaling af aktierne som følge af den fortsatte krig i Mellemøsten.
- Amerikanske skiferproducenter kan - ligesom deres canadiske tjæresandspendanter - stå som relative vindere - særligt når olieforbrugere begynder at diversificere deres køb væk fra Mellemøsten med fokus på olieforsyninger i pengestabile regimer med sikre forsyningskæder, argumenter JPMorgan.
Crescent Energy stiger 3,5 pct., SM Energy øger 4,0 pct., og Occidental Petroleum vinder 2,0 pct.
SUPER MICRO STRAFFES FOR SMUGLERANKLAGER
Super Micro Computer lægger omvendt an til en ubarmhjertig dag på børsen, efter at tre personer tilknyttet selskabet er blevet tiltalt for angivelige eksportkontrolovertrædelser.
Personerne skulle ifølge Bloomberg News have forsøgt at indføre Nvidia-drevne servere til Kina. Flere af Nvidias produkter er underlagt eksportkontrolbegrænsninger af de amerikanske myndigheder.
Det lover ikke godt for selskabets troværdighed, vurderer finanshuset Bernstein, der finder det sandsynligt, at Nvidia kunne finde på at distancere sig fra Super Micro. Det kan have en ødelæggende effekt på Super Micros forretning, lyder vurderingen.
Aktien i Super Micro styrter med 28,4 pct.
Nyheden gør imidlertid godt for Dell, der er konkurrent til Super Micro, på udsigten til at overtage markedsandele. Aktien stiger 7,7 pct.
.\\˙ MarketWire