11. feb. 2026 kl. 13:47
77 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA: Jobskabelsen højere end ventet i januar - NY

USA: Jobskabelsen højere end ventet i januar - NY

Jobmarkedet i USA udviklede sig bedre end ventet i januar.

Det viser den månedlige opgørelse fra de amerikanske myndigheder onsdag.

Reaktionen på finansmarkederne er umiddelbart en styrkelse af dollar og stigende renter.

Også aktiemarkedet får et lille løft oven på rapporten, som viser en jobskabelse uden for landbruget på 130.000 i januar.

Det var dobbelt så mange som ventet, idet økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en jobskabelse på 65.000.

- Dagens stærke jobtal viser, at det amerikanske arbejdsmarked har det bedre end sit ellers blakkede rygter. Ser vi på det seneste mere højfrekvente data, så er der dog også tegn på at farten på det amerikanske arbejdsmarked er øget en smule over de seneste uger, skriver cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en kommentar.

Rapporten viser også et fald i arbejdsløsheden til 4,3 pct. i januar fra 4,4 pct. måneden før, mens økonomerne havde ventet en uændret arbejdsløshed.

Jobtallene for 2025 er imidlertid blevet revideret ned til en gennemsnitlig månedlig stigning på 15.000 fra en stigning på 49.000.

Efterfølgende er renten på den tiårige amerikanske statsobligation steget 7 basispoint til 4,19 pct., og dollar er blevet styrket lidt til 1,1870 per euro fra 1,19 dollar.

De amerikanske aktiefutures reagerer umiddelbart lettere positivt. S&P 500-futuren ligger efterfølgende til en stigning på 0,4 pct. mod tidligere en stigning på 0,1 pct.

.\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 140 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig