Fredag bød på endnu en hård AI-nedtur i kølvandet af kvartalsregnskabet fra Broadcom, og i modsætning til torsdag kunne det bredere marked ikke afbøde kursfaldene i de store teknologinavne.
Det var nemlig kun de mere defensive sektorer som dagligvarer og sundhed, der gik fremad, mens især it-aktierne dykkede, og de cykliske sektorer ikke kunne holde torsdagens damp oppe.
Imens hoppede de lange markedsrenter også op i kølvandet af, at flere chefer i den amerikanske centralbank, der var uenige i onsdagens rentesænkning, i taler fredag har advaret om, at inflationen stadig er for høj.
Det brede S&P 500-indeks faldt derfor 1,1 pct. fra torsdagens lukkerekord, og ugen endte derfor samlet set med et minus på 0,6 pct.
Dow Jones bakkede også 0,5 pct. fra sin torsdagsrekord. Nasdaq dykkede imidlertid allermest med 1,7 pct.
- På baggrund af markedsopsætningen er diversificering nu en pris, som er værd at betale for at holde sig fuldt investeret i aktier, hedder det i en kommentar fra Mark Wilson, direktør hos Goldman Sachs, ifølge Bloomberg News.
I en anden udgivelse har den amerikanske investeringsbanks strategiteam med seniorstrateg Ben Snider i spidsen dog også forudset, at de amerikanske aktier i 2026 vil nå nye højder, da S&P 500-indekset ses stige mere end 10 pct.
SKUFFENDE ORDREBOG
I S&P 500 steg klarede defensive dagligvarer og sundhed sig bedst med stigninger på henholdsvis 0,9 og 0,3 pct.
Der var også et lille plus til cyklisk forbrug på 0,1 pct., mens kommunikationsservice mistede 0,7 pct.
Allerværst gik det dog for it-aktierne, som dykkede med hele 2,9 pct.
Her øgede Broadcoms regnskab nervøsiteten for en boble inden for kunstig intelligens, og aktien i chipproducenten faldt da også selv med 11,4 pct.
På overfladen var Broadcoms tal for fjerde kvartal ellers bedre end ventet, hvilket forventningerne til de igangværende tre måneders salg også var.
Topchef Hock Tans meldinger på en telekonference om ordrebogen for AI-chips på 73 mia. dollar til levering over de næste seks kvartaler skuffede derimod både analytikere og investorer.
Og den skuffelse kostede også for andre AI-navne fredag. Ingen er større end Nvidia i den forbindelse, og chipkæmpen blev trukket ned med 3,3 pct. fredag. Advanced Micro Devices, som også byder sig til med AI-chips, mistede desuden 4,8 pct., og Micron Technology, førende inden for hukommelse til brug i datacentre, tabte 6,7 pct.
Oracle, som smed 10,8 pct. torsdag efter sin regnskabsskuffelse, fik samtidig en mere over snuden med et minus på 4,5 pct. efter en nyhed om forsinket færdiggørelse af kommende datacentre til OpenAI.
Der var fredag også minus til Microsoft på 1,0 pct., mens Apple holdt skindet på næsen, nærmest vanen tro, når der er AI-angst, og vandt 0,1 pct.
LØFTET AF CHEFAFGANG
I cyklisk forbrug var der fredag samtidig kursfald til Amazon på 1,8 pct., mens Tesla steg 2,7 pct. I kommunikationsservice var der et minus på 1,0 pct. til Alphabet og på 1,3 pct. til Meta Platforms.
Der var dog også anden fremgang nogle steder i markedet. Eli Lilly steg nemlig for tredje dag i træk. Fredag med 1,8 pct. til 1027,51 dollar. Novo-konkurrenten dykkede ellers fra sin rekord 1109,94 dollar ni handelsdage i træk frem til tirsdag med mere end 11 pct.
Helt i toppen af hovedindekset lå dog yoga-aktien Lululemon med et plus på hele 9,6 pct. Koncernen, som gør sig inden for fremstilling og salg af yogatøj, opjusterede torsdag aften forventningerne til 2025/26, samtidig med at selskabet også annoncerede topchefens afgang.
I den modsatte ende af S&P 500-indekset var der til gengæld negativt nyt til aktionærerne i Sandisk, som gør sig i hukommelsesdrev, da finanshuset GF Securities sænkede sin anbefaling til "hold" fra køb" og skar 30 pct. af kursmålet. Aktien dykkede derfor med 14,7 pct.
.\\˙ MarketWire