10. feb. 2026 kl. 05:32
23 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Hims & Hers fik læsterlige klø i grønt marked efter sagsanlæg fra Novo - NY

USA/lukning: Hims & Hers fik læsterlige klø i grønt marked efter sagsanlæg fra Novo - NY

Novo Nordisks retslige opgør med Hims & Hers fyldte en del i et forsigtigt - men dog positivt - amerikansk aktiemarked, der mandag tog hul på en nøgletalstung uge med onsdagens officielle arbejdsmarkedsrapport som højdepunktet.

Tirsdag morgen er der ingen specifikke indikationer om retningen for dagens handel i New York. Futures svinger tæt om nulpunktet på nær det teknologitunge Nasdaq, der står til at åbne med et minus på 0,1 pct.

S&P 500-indekset endte mandag med et plus på 0,5 pct., Nasdaq gik 0,9 pct. frem, og Dow Jones-indekset steg med 0,04 pct. Sidstnævnte udbyggede dermed rekorden fra fredag, mens S&P 500 igen er tæt på sin seneste top fra slutningen af januar.

Ud over onsdagens jobtal byder ugen også på detailsalgstal for december og inflationstal for januar. Det er alt sammen opgørelser, der kan give investorerne indikationer af, hvordan den fremtidige rentebane hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kommer til at se ud.

- En middelmådig jobrapport vil sandsynligvis ikke have den store betydning, men handlere, der forventer, at aktierne vil stige på baggrund af svage tal, er nødt til at tage højde for, at et ustabilt aktiemarked måske blot vil betragte gode nyheder som gode og dårlige nyheder som dårlige, siger Chris Larkin, der er handelschef hos Morgan Stanleys E-trade, til Bloomberg News.

Dermed henviser han til, at det mange gange tidligere har været tilfældet, at aktierne er blevet sendt op som følge af svage jobtal, fordi det alt andet lige øger sandsynligheden for pengepolitiske lempelser fra centralbanken.

HIMS & HERS BRAGEDE NED EFTER SØGSMÅL FRA NOVO

Blandt enkeltaktierne fyldte sundhedsplatformen Hims & Hers meget i overskrifterne, efter at danske Novo Nordisk har sagsøgt den tidligere partner for at producere og sælge kopier af fedmemidlet Wegovy.

- Novo Nordisks retssag er et åbenlyst angreb fra et dansk firma på millioner af amerikanere, der er afhængige af sammensatte lægemidler for at få adgang til personlig pleje, skriver selskabet i en meddelelse.

Novo vil slæbe Hims & Hers i retten i USA, efter at sundhedsplatformen i sidste uge annoncerede en kopi af Novos nyligt godkendte Wegovy-pille til en tredjedel af prisen.

Selv om lanceringen blev trukket tilbage hen over weekenden, vil Novo gerne sætte en permanent stopper for sundhedsplatformens salg af kopier af lægemidler baseret på Novos stærkt succesfulde Semaglutid-molekyle, som også inkluderer de injektionsbaserede former.

Desuden vil Novo søge erstatning, lød det fra det danske medicinalselskab. Novo Nordisk har også fået opbakning fra de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA, som har varslet restriktioner på kopier af fedmemedicin i landet.

Investorerne reagerede mandag også prompte og bankede Hims & Hers-aktien ned med 16 pct. til 19,33 dollar.

Novos amerikanske ADR-notering steg omvendt med 3,6 pct. til 49,37 dollar. Lidt af glansen blev dog pillet af Novo, da FDA mandag i et brev pegede på, at selskabets reklame for Wegovy-pillen er "falsk eller misvisende."

Novo selv har over for MarketWire bekræftet at have modtaget brevet, og selskabet arbejder nu på at imødekomme bekymringerne i et svar til sundhedsmyndighederne.

KROGER TAGER DETAILVETERAN SOM TOPCHEF OG BELØNNES

Blandt de øvrige navne på kurslisten faldt også detailkæden Kroger i øjnene.

Selskabet har peget på Greg Foran, der tidligere har været chef for kæmpen Walmarts amerikanske aktiviteter, som ny administrerende direktør.

Flere analytikere peger ifølge Bloomberg News på, at det er et rigtig godt valg givet Greg Forans tidligere succes som spids for Walmart i USA.

- Vi vurderer, at det her er det bedst tænkelige scenarie for Krogers lederskabsskifte på grund af hr. Forans erfaring og mange ligheder til Walmart på et lignende sted i dets livscyklus, skriver Seth Sigman, der er analytiker hos Barclays, i en kommentar ifølge nyhedsbureauet.

Krogers-aktien steg med 3,9 pct. til 70,11 dollar.

Oracle trak desuden godt op med sit plus på 9,7 pct. til 156,61 dollar. Børshuset D.A. Davidson har løftet sin anbefaling af Oracle til "køb" og peger samtidig på, at bekymringerne om, at AI vil feje softwareprodukter til siden, formentlig er overgjorte.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 139 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig