25. feb. 2026 kl. 21:08
83 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Pæne plusser og stor spænding op til regnskaber fra Nvidia og Salesforce

USA/lukning: Pæne plusser og stor spænding op til regnskaber fra Nvidia og Salesforce

Stigningerne havde godt fat i det amerikanske aktiemarked onsdag, hvor teknologiaktierne var i kridthuset, selv om chipkæmpen Nvidias regnskab efter børslukketid kan vende op og ned på mangt og meget.

Regnskabet kommer ifølge Bloomberg på et kritisk tidspunkt for det amerikanske marked, der fra tid til anden præges af bekymringer for, om de massive investeringer i kunstig intelligens ender med at tjene sig hjem.

Sideløbende har markedet i efterhånden et stykke tid kigget efter brancher, der vil være sårbare, hvis kunstig intelligens for alvor vinder indpas og stjæler forretning. En af brancherne, der er ramt, er softwaresektoren, heriblandt ligeledes regnskabsaktuelle Salesforce, der udbyder cloudsoftware.

Op til regnskaberne pakkede investorerne dog bekymringerne væk. Det brede S&P 500-indeks steg 0,8 pct., Dow Jones-indekset gik frem med 0,6 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks løb forrest med en stigning på 1,3 pct.

NVIDIA OG SALESFORCE STEG BEGGE

Det blev også til en god optakt for verdens mest værdifulde selskab, Nvidia, der steg 1,4 pct.

Fokus i regnskabet er ifølge Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank, umiddelbart på to vigtige poster. Det gælder omsætningen, som gerne skal ramme 65,9 mia. ifølge de seneste estimater fra Bloomberg. Det er en stigning på 68 pct. Enkelte analytikere skyder dog så højt som 69 mia. dollar. Desuden venter analytikere et salg på 72,8 mia. dollar i første kvartal af 2026/27, der løber frem til og med april.

Et andet vigtigt nøgletal er bruttomarginen - som fortæller, hvor meget Nvidia tjener hver gang der solgt for en dollar, og vel og mærke inden udgifter til salg- og markedsføring, administration og forskning og udvikling. Bruttomarginen ventes at stige til 74,7 fra 73,6 i tredje kvartal.

Desuden er der fokus på udsigterne for hele regnskabsåret.

- Nvidia kommer ikke med kvantitativ guidance for det kommende år, men er begyndt at give kvalitativ guidance. Det vil sige, at de vil tale om supply chain; om de har nok kapacitet, lagerudvikling og eventuelt påvirkning fra et stramt memorymarked med høje priser. Derudover ventes kommentarer om udviklingen i efterspørgslen, og om tidslinje for produkter - det vil sige opdatering på Blackwell Ultra og forventet tidsramme for første leverancer af Rubin senere i år, siger Lars Skovgaard Andersen med henvisning til Nvidias mest potente chip.

Han ser desuden frem mod regnskabet fra Salesforce, der varmede op med en kursstigning på 3,4 pct.

Her spår analytikerne en omsætningsfremgang på 12 pct. til 11,2 mia. dollar. Men der hersker ifølge Bloomberg frygt for, at AI-sektoren, herunder selskabet Anthropic, dæmper efterspørgslen efter software. Salesforce er dog også selv på vej med AI-baseret redskab, der omsatte for mere end 500 mio. dollar i sidste kvartal.

- Grundet den meget store bekymring, der har været for, hvordan konkurrence fra de store AI-modeller vil påvirke de traditionelle softwareselskaber, kan regnskabet få stor indflydelse på softwaredelen af it-sektoren. Med andre ord der er risiko for it-afledt volatilitet torsdag, påpeger Lars Skovgaard Andersen.

BYGGEMARKEDSKÆMPE SKUFFER

Onsdag bød allerede inden børsens åbning på regnskab fra byggemarkedskæden Lowe's. Men det blev desværre ledsaget af en skuffende salgsprognose - et tegn på, at boligmarkedet vil forblive svagt på kort sigt på grund af høje låneomkostninger og økonomisk usikkerhed.

Regnskabet blev modtaget med sure miner af investorerne, der sendte aktien ned med 5,6 pct. I samme branche faldt Home Depot desuden 2,3 pct.

I regnskabet konstaterede Lowe's, at boligmarkedet fortsat er under pres. Og boligudviklere som Lennar Corp. og KB Home faldt onsdag henholdsvis 4,9 pct. og 2,8 pct.

I den vedvarende energisektor blev USA's største solcellevirksomhed, First Solar, sendt 13,6 pct. baglæns oven på en skuffende salgsprognose.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 175 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig