Advanced Micro Devices' aftale med Meta falder i god jord på det amerikanske aktiemarked tirsdag, der indhenter det tabte fra mandag, hvor ny toldballade sendte aktierne ned.
Det brede S&P 500-indeks går frem med 0,6 pct., og Dow Jones-indekset stiger 0,7 pct. Allerbedst går det det teknologitunge Nasdaq-indeks, der ved amerikansk middagstid stiger 1,0 pct.
Selv Nvidia, der står til at tabe markedsandele med AMD's aftale, og som aflægger regnskab for sit forskudte tredje kvartal onsdag, går frem, og regnskabsaktuelle Home Depot går også i vejret. Modsat må Novo-rivalen Eli Lilly tage til takke med et minus, efter at Novo har annonceret lavere listepriser.
Med til at drive den gode stemning omkring kunstig intelligens, AI, er også AI-selskabet Anthropic, der har annonceret en række nye plugins, der skal understøtte driften på en række forretningsområder. De nye plugins er udviklet i samarbejde med blandt andet ejeren af nyhedsbureauet Reuters, Thomson Reuters, Salesforce og Factset.
Samtidig afvejer markedet fortsat konsekvenserne af den nye globale told på 10 pct. i USA, efter at Højesteret i sidste uge erklærede den hidtidige told for ulovlig.
- Markedet bekymrer sig ikke kun om én enkelt ting. AI-handlen er afgjort en bekymring for markedet, men der er geopolitiske bekymringer, makrobekymringer og selvfølgelig toldbekymringer, siger chefmarkedsøkonom Peter Cardillo fra Spartan Capital Securities til Reuters.
AMD OG META I STOR AFTALE
Facebook-ejeren Meta Platforms vil implementere udstyr til sine datacentre baseret på Advanced Micro Devices' - eller blot AMD's - computerchips.
Meta vil købe AMD-chips og computere designet til at køre kunstig intelligens-modeller over en femårig periode med start i andet halvår af 2026, skriver Bloomberg News med henvisning til en meddelelse fra de to selskaber.
Den samlede transaktion udgør et tocifret milliardbeløb i dollar per gigawatt, fortæller AMD's administrerende direktør, Lisa Su, om aftalen, der er på 6 gigawatt.
Som en del af aftalen vil Meta modtage warrants til at købe 160 mio. AMD-aktier i etaper, oplyser selskaberne endvidere.
AMD stiger 7,3 pct., mens Meta handles uændret. Imens øger Nvidia, der leverer sit regnskab for tredje kvartal onsdag, med 0,4 pct.
I samme boldgade er der også kommet nyt fra AI-selskabet Anthropic, der har annonceret ti nye plugins til sin sprogmodel Claude, der kan udføre opgaver inden for blandt andet HR og finans.
Anthropic er ikke børsnoteret, så her er ingen aktieudsving tirsdag. Det er til gengæld Salesforce, Thomson Reuters og Factset, der ifølge Reuters har været med til at udvikle nogle af de nye plugins.
Salesforce stiger 3,7 pct., Factset øger 6,2 pct., og Thomson Reuters går 11,9 pct. frem.
HOME DEPOT I VEJRET EFTER REGNSKAB
Byggemarkedskæden Home Depot leverede over forventning i fjerde kvartal, da det sammenlignelige salg voksede mod forventning.
Det konstateres også hos RBC, der i et notat ifølge Bloomberg News skriver, at "resultaterne i fjerde kvartal slog ret så afdæmpede forventninger".
Det sammenlignelige salg steg i kvartalet med 0,4 pct., hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet et fald på 0,4 pct. Den justerede indtjening per aktie på 2,72 dollar var også over analytikerkonsensus på 2,55 dollar.
I 2026 venter Home Depot en vækst i det justerede resultat per aktie på mellem 0 og 4 pct. Desuden ses en salgsvækst på 2,5-4,5 pct.
Aktien i Home Depot stiger 2,9 pct. Med i vejret går branchefællen Lowe's, der selv gør status for fjerde kvartal 25. februar, med et plus på 2,0 pct.
Medicinalkoncernen Eli Lilly sendes 0,4 pct. tilbage tirsdag, efter at Novo Nordisk har skåret en stor luns af listepriserne på sine mest populære lægemidler, Wegovy, Ozempic og Rybelsus i USA fra 1. januar 2027.
Prisen på vægttabsmidlet Wegovy både i injektions- og pilleform samt for Novos diabetes-2-midler, Ozempic og Rybelsus, bliver fra årsskiftet 675 dollar for en måneds behandling.
.\\˙ MarketWire