Med fortsat stor usikkerhed om, hvorvidt USA og Iran kan nå hinanden i eventuelle fredsforhandlinger er de amerikanske aktier torsdag på vej mod endnu en nedtursdag.
USA's præsident, Donald Trump, ville ikke gå med på Irans krav til en fredsaftale og har i stedet truet med flere angreb, hvis ikke iranerne køber amerikanernes forslag.
S&P 500-indekset falder ud på handelsdagen torsdag med 1,1 pct., Nasdaq-indekset bakker 1,5 pct., og Dow Jones-indekset falder med 0,7 pct.
- De fremskridt, der gøres i forhandlingerne mellem USA og Iran, synes i bedste fald at være sparsomme, siger Matt Maley, der er chefmarkedsstrateg hos Miller Tabak, til Bloomberg News.
Torsdag stiger oliepriserne på grund af usikkerheden og fraværet af tegn på fred i Mellemøsten og særligt omkring Hormuzstrædet, og det giver i sin tur også igen stigende renter og mismod på aktiemarkedet.
NATURGASPAPIRER I FOKUS
Blandt enkeltaktierne er flere energiselskaber igen i fokus som følge af de stigende priser på grund af krigen. Venture Global, der er en af de førende producenter og eksportører af flydende naturgas i USA, stiger med 1,1 pct. til 16,90 dollar ud på handelsdagen.
Europæiske og asiatiske købere af naturgas er for tiden ivrige i jagten på at sikre kortsigtede aftaler, fordi verdens største LNG-anlæg i Qatar for en stund er sat ud af spillet som følge af Iran-krigen, skriver Bloomberg News.
Efter at anlægget - Ras Laffan - blev angrebet af Iran, forsvandt omkring en femtedel af den globale forsyning af flydende naturgas. Og det kan betyde, at producenterne i USA formentlig kommer til at sikre sig lukrative aftaler med de europæiske og asiatiske købere.
- Den ekstra LNG-tilførsel i et i forvejen presset marked vil drive en budkrig mellem Asien og Europa, siger Balaji Krishnamurthy, der er upstream-chef for Chevron i Australien, ifølge Bloomberg News.
Også Chevron, Cheniere Energy og APA Corp vinder frem med plusser på mellem 1,7 og 4,1 pct.
GOOGLE-FORSKNING GØR ONDT PÅ CHIPAKTIER
Et teknologisk gennembrud hos forskere fra Google gør torsdag ondt på selskaber, der fremstiller hukommelseschips.
Forskerne har ifølge Bloomberg News gjort en teknologisk opdagelse, der vil kunne nedbringe mængden af hukommelse, som kunstig intelligens - AI - skal bruge.
AI's tæt på ustyrlige behov for hukommelse har i forvejen presset priserne på hukommelseschips, heriblandt RAM og SSD'er, godt i vejret, men Googles nye løsning skulle kunne reducere behovet for hukommelse gevaldigt og kan derfor også være med til at presse priserne i bund.
Et modargument lyder dog fra kritikere ifølge Bloomberg News, at udsigten til mere effektiv anvendelse af hukommelsen vil føre til øget efterspørgsmål snarere end lavere.
Usikkerheden sætter sig ikke desto mindre i flere aktier med aktiviteter inden for fremstilling af hukommelseschips.
RAM-producenten Micron falder eksempelvis med 5,5 pct. til 361,14 dollar, og Sandisk, Western Digital og Seagate Technology, der alle producerer harddiske og SSD'er, bakker med 6,3 til 9,3 pct.
.\\˙ MarketWire