Det går behersket fremad på det amerikanske aktiemarked fredag, hvor streaminggiganten Netflix omvendt er endt under pres efter kæmpeopkøbet af konkurrenten Warner Bros.
Det brede S&P 500 stiger 0,2 pct. godt 2,5 time inde i handelsdagen, mens Nasdaq går frem med 0,3 pct., og Dow Jones ligger med et plus på 0,2 pct.
Kort efter startklokken lød, kom der opløftende læsning i de forsinkede inflationstal fra PCE Core, som er Federal Reserves foretrukne inflationsmål. Her faldt kerneinflationen til 2,8 pct. i september fra 2,9 pct. i den foregående opgørelse.
Dermed er forventningerne om en kommende rentenedsættelse fra Federal Reserve helt intakte, inden at renteudvalget sætter sig sammen til årets sidste rentemøde i næste uge.
- Samlet set var tallene i overensstemmelse med endnu en rentenedsættelse på 25 basispoint fra Federal Reserve i næste uge, men det tyder ikke på, at Federal Reserve bør være ivrige med at øge tempoet i rentenedsættelserne i 2026, siger Ian Lyngen fra BMO Capital Markets ifølge Bloomberg News.
NETFLIX I STORT OPKØB
Streaminggiganten Netflix har vundet kapløbet om at købe det traditionsrige filmstudie Warner Bros for 72 mia. dollar - svarende til godt 462 mia. kr.
Investorerne i Warner Bros får 27,75 dollar per aktie fordelt på kontanter og aktier i Netflix, hvilket giver en præmie på 13,1 pct. ud fra torsdagens lukkekurs på 24,54 dollar for Warner Bros-aktien.
Med i købet får Netflix også streamingtjenesten HBO, mens nyhedsnetværket CNN og sportsudbyderen TNT, som for nu er ejet af Warner Bros, efter planen skal udskilles fra selskabet inden overtagelsen fra Netflix.
Købet er dog umiddelbart ikke noget, som falder i Netflix-investorernes smag. Netflix taber 2,8 pct., mens Warner Bros omvendt løftes med 3,6 pct.
TESLA LANCERER BILLIGERE MODEL 3
Efter sløje salgstal i den senere tid, er der fredag atter nyt om Tesla i Europa, hvor det lancerer en ny lavprismodel af Model 3. Den kommer til at koste 37.970 euro i Tyskland, eller cirka 283.596 kr.
Tesla har skåret såkaldte premium-funktioner fra, for at holde prisen nede samt at kunne tilbyde rækkevidde på 480 km.
Tesla ligger med et lille minus på 0,3 pct.
SOUTHWEST NEDJUSTERER MEN AKTIEN SENDES OP
Flyselskabet Southwest stiger fredag 5,5 pct., på trods af at selskabet har nedjusteret sine forventninger grundet den rekordlange nedlukning af det amerikanske statsapparat.
Nedlukningen kommer til at koste det amerikanske luftfartsselskab op mod 300 mio. dollar, oplyser selskabet.
Men det kommer ikke helt bag på markedet, da konkurrenten Delta Air Lines i onsdags nedjusterede sine forventninger med henvisning til nedlukningen. Southwest henviser også til højere brændstofpriser.
Som et positivt islæt melder Southwest desuden om, at flybookingerne nu er tilbage på det ventede niveau.
I en helt anden branche flyver Victoria's Secret i vejret med 12,2 pct., efter at undertøjskæden har slået analytikernes forventninger i sit tredje kvartal.
Kosmetikkæden Ulta har gang i en lignende god handelsdag, efter at selskabet har løftet forventningerne til resten af året efter et bedre end ventet tredje kvartal.
Ulta-aktien stiger 14,3 pct.
.\\˙ MarketWire