Novo Nordisks retslige opgør med Hims & Hers fylder en del i et forsigt amerikansk aktiemarked, der mandag har taget hul på en nøgletalstung uge med onsdagens officielle arbejdsmarkedsrapport som højdepunktet.
Efter godt to en halv times handel mandag stiger S&P 500-indekset med 0,6 pct., Nasdaq går 1,1 pct. frem, og Dow Jones-indekset stiger med 0,1 pct.
Ud over onsdagens jobtal byder ugen også på detailsalgstal for december og inflationstal for januar. Det er alt sammen opgørelser, der kan give investorerne indikationer af, hvordan den fremtidige rentebane hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kommer til at se ud.
- En middelmådig jobrapport vil sandsynligvis ikke have den store betydning, men handlere, der forventer, at aktierne vil stige på baggrund af svage tal, er nødt til at tage højde for, at et ustabilt aktiemarked måske blot vil betragte gode nyheder som gode og dårlige nyheder som dårlige, siger Chris Larkin, der er handelschef hos Morgan Stanleys E*trade, til Bloomberg News.
Dermed henviser han til, at det mange gange tidligere har været tilfældet, at aktierne er blevet sendt op som følge af svage jobtal, fordi det alt andet lige øger sandsynligheden for pengepolitiske lempelser fra centralbanken.
HIMS & HERS BRAGER NED EFTER SØGSMÅL FRA NOVO
Blandt enkeltaktierne fylder sundhedsplatformen Hims & Hers meget i overskrifterne, efter at danske Novo Nordisk har sagsøgt den tidligere partner for at producere og sælge kopier af fedmemidlet Wegovy.
- Novo Nordisks retssag er et åbenlyst angreb fra et dansk firma på millioner af amerikanere, der er afhængige af sammensatte lægemidler for at få adgang til personlig pleje, skriver selskabet i en meddelelse.
Det følger Novos meddelelse tidligere mandag, hvor det lød, at det danske selskab vil slæbe Hims & Hers i retten i USA, efter at sundhedsplatformen i sidste uge havde annonceret en kopi af Novos nyligt godkendte Wegovy-pille til en tredjedel af prisen.
Selv om lanceringen blev trukket tilbage hen over weekenden, vil Novo gerne sætte en permanent stopper for sundhedsplatformens salg af kopier af lægemidler baseret på Novos stærkt succesfulde Semaglutid-molekyle, som også inkluderer de injektionsbaserede former.
Desuden vil Novo søge erstatning, lød det fra det danske medicinalselskab.
- Endnu en gang bruger "Big Pharma" det amerikanske retssystem som våben for at begrænse forbrugernes valgmuligheder. Denne retssag angriber mere end blot én medicin eller ét firma - den angriber direkte en veletableret, vital del af den amerikanske apotekspraksis, der har forbedret patientbehandlingen inden for alt fra fedme til infertilitet til kræft, skriver sundhedsplatformen videre.
Novo Nordisk har også fået opbakning fra de amerikanske sundhedsmyndigheder i FDA, som har varslet restriktioner på kopier af fedmemedicin i landet.
Og investorerne reagerer mandag også prompte og banker Hims & Hers-aktien ned med 23,3 pct. til 17,66 dollar.
Novos amerikanske ADR-notering stiger omvendt med 3,4 pct. til 49,24 dollar. Lidt af glansen blev dog pillet af Novo, da FDA ifølge Bloomberg News mandag oplyste, at at selskabets reklame for Wegovy-pillen er "falsk eller misvisende."
KROGER TAGER DETAILVETERAN SOM TOPCHEF OG SENDES I VEJRET
Blandt de øvrige navne på kurslisten falder også detailkæden Kroger lidt i øjnene.
Selskabet har peget på Greg Foran, der tidligere har været chef for kæmpen Walmarts amerikanske aktiviteter, som ny administrerende direktør.
Flere analytikere peger ifølge Bloomberg News på, at det er et rigtig godt valg givet Greg Forans tidligere succes som spids for Walmart i USA.
- Vi vurderer, at det her er det bedst tænkelige scenarie for Krogers lederskabsskifte på grund af hr. Forans erfaring og mange ligheder til Walmart på et lignende sted i dets livscyklus, skriver Seth Sigman, der er analytiker hos Barclays, i en kommentar ifølge nyhedsbureauet.
Krogers-aktien stiger med 5,2 pct. til 71,04 dollar.
.\\˙ MarketWire