Stigningerne har stadig godt fat i det amerikanske aktiemarked onsdag middag New York-tid, hvor teknologiaktierne er i kridthuset, selv om chipkæmpen Nvidias regnskab efter børslukketid kan vende op og ned på mangt og meget.
Regnskabet kommer ifølge Bloomberg på et kritisk tidspunkt for det amerikanske marked, der fra tid til anden præges af bekymringer for, om de massive investeringer i kunstig intelligens ender med at tjene sig hjem.
Sideløbende har markedet i efterhånden et stykke tid kigget efter brancher, der vil være sårbare, hvis kunstig intelligens for alvor vinder indpas og stjæler forretning. En af brancherne, der er ramt, er softwaresektoren, heriblandt ligeledes regnskabsaktuelle Salesforce, der udbyder cloudsoftware.
Op til regnskaberne har investorerne dog pakket bekymringerne væk. Det brede S&P 500-indeks stiger 0,7 pct., Dow Jones-indekset går frem med 0,5 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks går forrest med en stigning på 1,1 pct.
NVIDIA OG SALESFORCE STIGER BEGGE
En vigtig hovedrolle spiller verdens mest værdifulde selskab, Nvidia, der stiger 2,2 pct.
Investorerne søger efter beviser for, at Nvidias overskud vokser på baggrund af de amerikanske teknologiselskabers enorme planlagte AI-investeringer på omkring 630 mia. dollar i 2026, skriver Reuters.
Dermed står Nvidia - igen fristes man til at sige - over for et afgørende øjeblik, når det offentliggør sine resultater. Det aflægges i kølvandet af en periode, hvor selskabets aktie har klaret sig dårligere end andre producenter af chips, skriver Bloomberg News.
Udviklingen i aktien for Nvidia har således på det seneste været meget afdæmpet, hvor den samlet er steget under 10 pct. det seneste halve år. Som konsekvens af den stærke vækst i indtjeningen er Nvidia dermed blevet relativt billigere, konstaterer Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
- Man har ikke været villig til at betale for den vækst, som selskabet har vist. Og derfor kan Nvidia komme med et godt regnskab, men hvis investorerne stadig ikke reagerer, så er det jo lige meget.
- Så det bliver meget spændende, siger investeringsstrategen til MarketWire.
Ifølge estimater fra Bloomberg ventes Nvidias omsætning at stige 68 pct. til 65,9 mia. dollar i fjerde kvartal, der er forskudt og løber til og med januar. Den justerede indtjening per aktie ventes at være steget 72 pct. til 1,53 dollar.
Salesforce, der også er regnskabsaktuel, stiger 2,3 pct.
Her spår analytikerne en omsætningsfremgang på 12 pct. til 11,2 mia. dollar. Men der hersker ifølge Bloomberg frygt for, at AI-sektoren, herunder selskabet Anthropic, dæmper efterspørgslen efter software. Salesforce er dog også selv på vej med AI-baseret redskab, der omsatte for mere end 500 mio. dollar i sidste kvartal.
BYGGEMARKEDSKÆMPE SKUFFER
Op til åbningstid på Wall Street aflagde byggemarkedskæden Lowe's regnskab med tilhørende skuffende salgsprognose - et tegn på, at boligmarkedet vil forblive svagt på kort sigt på grund af høje låneomkostninger og økonomisk usikkerhed.
Det bliver modtaget med sure miner af investorerne, der sender aktien ned med 4,8 pct. I samme branche falder Home Depot desuden 2,7 pct.
I regnskabet konstaterer Lowe's, at boligmarkedet fortsat er under pres. Og boligudviklere som Lennar Corp. og KB Home falder onsdag henholdsvis 5,3 pct. og 3,6 pct.
.\\˙ MarketWire