20. mar. 2026 kl. 17:09
47 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Nye krigsmeldinger giver ekstra dødvægt til Wall Street

USA/middag: Nye krigsmeldinger giver ekstra dødvægt til Wall Street

Iran-krigen fortsætter med at skabe tumult på Wall Street, hvor det for tredje handelsdag i træk går ud over aktierne, som bakker over en bred kam.

Det brede S&P 500-indeks falder 1,3 pct., imens Dow Jones viger 0,4 pct. Hårdest ramt er det teknologitunge Nasdaq-indeks med et minus på 1,3 pct. tidligt på eftermiddagen i New York.

Nye overskrifter fra Mellemøsten fortsætter med at tikke ind, og de tyder ikke på, at en ende på krigen er lige oppe over.

Fredag lyder det ifølge Wall Street Journal, at tre amerikanske krigsskibe og yderligere tusindvis af marinesoldater er på vej mod Mellemøsten. Her er der tale om den anden udsendelsesrunde af marinesoldater til området inden for den seneste uge.

- Nogle investorer kan være tilbageholdende med at fastholde deres positioner op til weekenden, hvor der kan dukke flere negative nyheder op fra Mellemøsten, siger David Laut fra Kerux Financial ifølge Bloomberg News.

En tønde Brent-olie koster knap 110 dollar fredag, og det er godt 50 pct. højere, end før krigen brød ud. De høje priser truer med at sende den amerikanske inflation, som i forvejen ikke ligger i et fordelagtigt niveau, op.

Derfor bliver der også fortsat tygget på onsdagens rentemelding fra centralbanken, Federal Reserve, hvor udfaldet blev en fastholdelse af renten i 3,50-3,75 pct.

Her blev det også gjort klart, at en eventuel rentenedsættelse fra centralbanken først kommer, når der er gjort fremskridt med inflationen.

- Federal Reserve er fanget mellem aftagende vækst og fornyet inflationspres, uden at nogen af delene klart dominerer, lyder det fra Julia Hermann fra New York Life Investment Management ifølge Bloomberg News.

FEDEX BELØNNES FOR OPJUSTERING

Fedex kæmper sig mod strømmen med et plus på 1,9 pct., efter at pakkekæmpen efter børslukning torsdag opjusterede sine forventninger til 2026, der ikke ventes synderligt påvirket af den igangværende krig i Mellemøsten.

Selv om affødte effekter af krigen som højere energipriser og mere utilregnelige fragtmønstre "påvirker den globale økonomi negativt", har Fedex opjusteret forventningerne til hele året.

Forventningen er nu en justeret indtjening per aktie på 19,30 til 20,10 dollar mod tidligere maks 19 dollar. Analytikernes forventninger lå ifølge Bloomberg News også tæt op ad den gamle prognose.

Kollegaen UPS følger trop med et mindre plus på 0,4 pct.

Også de amerikanske producenter af skiferolie nyder fremgang fredag, efter at børshuset JPMorgan har løftet sin anbefaling af aktierne som følge af den fortsatte krig i Mellemøsten.

- Amerikanske skiferproducenter kan - ligesom deres canadiske tjæresandspendanter - stå som relative vindere - særligt når olieforbrugere begynder at diversificere deres køb væk fra Mellemøsten med fokus på olieforsyninger i pengestabile regimer med sikre forsyningskæder, argumenterer JPMorgan.

Crescent Energy stiger 4,8 pct., SM Energy øger 8,9 pct., og Occidental Petroleum vinder 2,5 pct.

SUPER MICRO STRAFFES FOR SMUGLERANKLAGER

Super Micro Computer er den store taber i S&P 500 fredag, efter at tre personer tilknyttet selskabet er blevet tiltalt for angivelige eksportkontrolovertrædelser.

Personerne skulle ifølge Bloomberg News have forsøgt at indføre Nvidia-drevne servere til Kina. Flere af Nvidias produkter er underlagt eksportkontrolbegrænsninger af de amerikanske myndigheder.

Det lover ikke godt for selskabets troværdighed, vurderer finanshuset Bernstein, der finder det sandsynligt, at Nvidia kunne finde på at distancere sig fra Super Micro. Det kan have en ødelæggende effekt på Super Micros forretning, lyder vurderingen.

Aktien i Super Micro styrter med 29 pct.

Nyheden gør imidlertid godt for Dell, der er konkurrent til Super Micro, på udsigten til at overtage markedsandele. Aktien stiger 5,6 pct., og det giver en topplacering blandt aktierne i S&P 500.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 215 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig