Chipproducenten Broadcom flyder oven på et ellers negativt amerikansk aktiemarked torsdag, hvor humøret er holdt tilbage af stigende oliepriser og et signal om fortsat styrke i det amerikanske aktiemarked.
Det har givet et løft til statsrenterne og holder samtidig aktiemarkedet tilbage, da det også er endnu et signal om, at der formentlig ikke venter mange pengepolitiske lempelser lige om hjørnet fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Forventningerne i markedet til rentenedsættelser i år er tæt på halveret siden slutningen af sidste uge, noterer Bloomberg News.
Efter godt to en halv times handel torsdag falder S&P 500-indekset med 0,7 pct., Nasdaq-indekset går 0,3 pct. tilbage, og Dow Jones-indekset falder med 1,6 pct.
STABILE TAKTER FRA ARBEJDSMARKEDET INDEN JOBRAPPORT
Ud over fortsat stigende oliepriser på grund af konflikten i Mellemøsten, der kan begrænse udbuddet betragteligt og derfor automatisk skubber priserne op, har der torsdag også været nyt fra det amerikanske arbejdsmarked, som er med til at skubbe til statsrenterne.
Den ugentlige statistik over nytilmeldte ledige holdt sig nemlig for sidste uge på et stabilt niveau i den lave ende af gennemsnittet for den seneste lange periode.
213.000 amerikanerne stillede sig op i ledighedskøen for første gang i sidste uge, hvilket er helt samme niveau som ugen inden og lidt lavere end de 215.000, der var ventet blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Fredag venter den officielle arbejdsmarkedsrapport for februar, hvor økonomerne aktuelt venter 55.000 skabte job uden for landbruget mod 130.000 i januar, hvor tallet landede på det dobbelte af forventningerne i markedet.
- I forberedelserne til morgendagens arbejdsmarkedsrapport vil markedet tage udgangspunkt i bevægelserne i energisektoren og eventuelle udfordringer for stabiliteten i risikofyldte aktiver, siger Ian Lyngen, der er chef for rentestrategi hos BMO Capital Markets, til Bloomberg News.
BROADCOM TRÆKKER OP
Chipkoncernen Broadcom nyder godt af stor efterspørgsel på chips til kunstig intelligens, AI. Det blev investorerne overbeviste om efter selskabets telekonference oven på onsdag aftens regnskab for første kvartal 2025/26, der ellers umiddelbart fik en lunken modtagelse.
Men det blev der siden vendt op og ned på i forbindelse med telekonferencen. Her sagde Broadcoms administrerende direktør, Hock Tan, nemlig, at virksomheden forventer, at salget af AI-chips vil overstige 100 mia. dollar næste år, hvilket markerer store fremskridt på et område, der ellers er stærkt domineret af Nvidia.
- Vi har udsigt til at nå den milepæl i 2027. Vi har også sikret os den forsyningskæde, der er nødvendig for at opnå det, sagde Hock Tan på telefonkonferencen.
Broadcom-aktien stiger torsdag med 5,5 pct. til 335,07 dollar.
Optur er der også til detailkæden Kroger, som stiger med 3,9 pct. til 70,63 dollar oven på regnskabet for fjerde kvartal og hele 2025/26, der sluttede med en langt stærkere indtjening end ventet i de sidste tre måneder.
Billetportalen Stubhub falder til gengæld med 12,9 pct. til 8,86 dollar efter et regnskab, der langt fra faldt i investorerne smag.
VICTORIA'S SECRET RAMMES HÅRDT TRODS PÆNE REGNSKABSTAL
I lingeriafdelingen er der tørre tæsk til Victoria's Secret, der ellers leverede bedre end ventet i sit fjerde kvartal 2025/26. Men ifølge flere analytikere havde forventningerne inden regnskabet nået at snige sig endnu højere op, end det var afspejlet i konsensus, og samtidig er aktien steget meget over det seneste år.
Derfor bliver konklusionen torsdag et tungt fald på 12,8 pct. til 52,34 dollar.
Også American Eagle, som ligeledes gør sig i beklædning, falder tungt - med 12,8 pct. til 19,57 dollar. Selskabet har advaret om, at størstedelen af indtjeningen i indeværende regnskabsår vil falde i andet halvår, og det bryder handlerne sig ikke om.
.\\˙ MarketWire