Wall Street hænger i bremsen fredag middag New York-tid, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har udpeget Kevin Warsh til ny centralbankdirektør - et valg, som ikke alle vurderer vil kaste de rentenedsættelser af sig, som den amerikanske præsident ellers har presset på for.
Desuden falder Apple oven på sit regnskab.
Det brede S&P 500-indeks bakker 0,5 pct., Nasdaq-indekset ligger ligeledes 0,5 pct. lavere, og Dow Jones-indekset taber 0,8 pct.
Investorer regner ifølge Reuters godt nok med, at Kevin Warsh vil støtte lavere renter, men han er næppe den mest aggressive af de kandidater, der har været på tale.
- Der er en generel følelse af strammerkurs på markedet, efter at Kevin Warsh blev nævnt. Han anses for at være mindre dueagtig end mange af de andre kandidater og forventes at gå ind for færre rentenedsættelser, siger Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos Swissquote Bank til Reuters.
Warsh vil efterfølge den nuværende centralbankchef, Jerome Powell, hvis periode udløber i maj. Det kommer trods alt ikke helt uventet.
APPLE BEDØMMES
Apple er at finde blandt de faldende aktier og taber 0,6 pct., selv om regnskabet for første kvartal torsdag aften efter børslukketid ellers vidnede om massiv vækst i salget af iPhones. Regnskabet bød også på rekordresultat, men selskabet advarede efterfølgende også om stigende omkostninger på komponenter, som truer med at presse lønsomheden fremover, skriver Bloomberg.
Rift er der til gengæld om teleselskabet Verizon Communications. Aktien stiger over 10 pct. efter et stærkt regnskab med meldinger om aktietilbagekøb og stor tilgang af nye kunder.
Mobilselskabet, der er den største udbyder i USA, fik 616.000 nye mobilabonnenter mod ventet 420.500 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.
Verizon har desuden annonceret planer om aktietilbagekøb for op til 25 mia. dollar, eller 157 mia. kr., over de kommende tre år. I den forbindelse lægges der ud med et opkøbsprogram til en værdi af mindst 3 mia. dollar i år.
AMERICAN EXPRESS SKUFFER
Blandt betalingsselskaberne har den amerikanske kreditkortgigant American Express skuffet med indtjeningen i fjerde kvartal, hvor stigende omkostninger trækker ned.
American Express synker med 3,6 pct.
På den positive side udviklede transaktionsvolumenen i kvartalet sig dog bedre end ventet, og selskabet forkæler investorerne med en stigning i udbyttet på 16 pct.
Der er også regnskabsnyt fra de store amerikanske olieselskaber, Exxon og Chevron, der stikker i hver sin retning.
Olieselskabet Exxon taber 0,7 pct. oven på regnskabet for fjerde kvartal, hvor analytikernes forventninger til indtjeningen ellers blev overgået.
Derimod stiger den amerikanske kollega Chevron med 1,7 pct. oven på sit regnskab for fjerde kvartal, der slog analytikernes estimater både på top- og bundlinje. Samtidig kan aktionærerne glæde sig over, at oliekæmpen løfter sit udbytte.
.\\˙ MarketWire