Statsrenterne i USA steg igen fredag, hvor flere stigninger til oliepriserne skubbede atter til de lange renter.
For den toneangivende tiårige T-bond endte fredagen med en rentestigning på 2 basispoint til 4,43 pct. efter et plus på 8 basispoint torsdag.
I den korte ende af skalaen blev fristelsen - efter en lang periode med rentestigninger - øjensynligt for stor, og derfor begyndte investorerne at købe pænt op i de toneangivende toårige statspapirer. Derfor faldt den rente med 8 basispoint til 3,91 pct. trods en højere start på handelsdagen. Torsdag steg renten med 10 basispoint.
De massive stigninger i oliepriserne siden krigens udbrud for nu en måned siden har medført frygt for tiltagende inflation igen, og derfor er alle forhåbninger om flere pengepolitiske lempelser fra USA's centralbank, Federal Reserve, også forduftet igen.
Ifølge handlen med rentefutures venter investorerne også nu, at den ledende rente i USA er præcis samme sted som nu - eller måske endda marginalt højere - når 2026 bliver til 2027.
Ifølge den schweiziske storbank UBS spekuleres der nemlig også i deciderede pengepolitiske stramninger over de kommende måneder, og derfor vurderer bankens strateger også, at den toneangivende tiårige rente meget vel kan bryde igennem et niveau på 4,50 pct.
Nøgletalsmæssigt bød fredagen også på en endelig udgave af forbrugertillidsindekset fra University of Michigan for marts.
Her blev opgørelsen nedrevideret - og også endnu mere end ventet af økonomerne.
For marts er indekset nemlig endeligt opgjort til 53,3 mod 55,5 i den foreløbige opgørelse og konsensus blandt økonomerne på 54,0 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
I februar endte indekset på 56,6.
.\\˙ MarketWire