De amerikanske markedsrenter steg kraftigt onsdag, særligt i den korte ende, da investorerne efter rentemødet i USA's centralbank indrettede sig på, at rentenedsættelser ikke er på menuen lige foreløbigt.
Formanden for Federal Reserve, Jerome Powell, lod nemlig forstå, at renten ikke vil blive sat ned, før der kan konstateres en bedring i inflationen, der i forvejen er forhøjet, og som nu presses yderligere op af kraftigt stigende energipriser.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg 7 basispoint til 4,27 pct., hvilket var 4 point over rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente hoppe op med 10 basispunkter til 3,78 pct.
FASTHOLDT SIN RENTE
Den amerikanske centralbank fastholdt onsdag helt som ventet sin toneangivende rente i 3,50-3,75 pct., mens den ligesom i december forudså en enkelt rentesænkning i år til 3,375 pct.
I sin meddelelse fremhævede Federal Reserve imidlertid igen, at usikkerheden omkring de økonomiske udsigter stadig er stor, at inflationen er forhøjet, og at udviklingen i Mellemøsten har skabt yderligere usikkerhed.
Og på den efterfølgende pressekonference fremhævede Jerome Powell, centralbankens formand, at en kommende rentesænkning "afhænger" af fremgang i forhold til inflationen.
- Hvis vi ikke ser den fremgang, så vil vi ikke se en rentenedsættelse, lød det.
Og netop i den forbindelse betonede formand Powell også, at de stigende oliepriser, som siden starten på krigen i Iran er gået fra omtrent 60 dollar til næsten 100 dollar per tønde, vil sætte sig i både kerneinflationen og den overordnede inflation, og at det allerede kan spores i de kortsigtede inflationsforventninger, om end de langsigtede stadig er forankrede omkring bankens mål om en kerneinflation på 2 pct.
- Den vigtigste pointe er, at usikkerheden stadig er så stor med hensyn til, hvad der kommer til at ske med krigen, hvad der kommer til at ske med arbejdsmarkedet, og hvad der kommer til at ske med inflationen, at det er virkelig svært at danne sig et klart billede af, hvor Federal Reserve er på vej hen, siger Tony Rodriguez, chef for rente- og obligationsstrategi hos Nuveen, til Reuters.
Kerneinflationen i USA er i forvejen et godt stykke over centralbankens mål, da den, målt ved PCE Core, for januar blev opgjort til 3,1 pct.
Federal Reserves ledelse løftede da også i sin kvartalsprognose onsdag sit bud på kerneinflationen i år til 2,7 pct. fra en prognose om 2,5 pct. i december.
.\\˙ MarketWire