25. feb. 2026 kl. 05:32
27 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Renten stod stille trods stærk forbrugertillid - NY

USA/T-bond: Renten stod stille trods stærk forbrugertillid - NY

Det amerikanske obligationsmarked måtte tirsdag vige for aktiemarkedet, der nød stor opmærksomhed på ny AI-appetit blandt investorerne.

Der var da heller ikke mange nøgletal til at trække fokus, og handlerne måtte tirsdag nøjes med nyt om forbrugertilliden, som til gengæld viste sig bedre end ventet i februar.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation lukkede uændret i 4,03 pct., mens det toårige statspapir omvendt steg 2 basispoint til 3,46 pct.

Onsdag morgen ved 6-tiden forrentes den tiårige T-bond med 4,05 pct. og den toårige med 3,46 pct. på markedet i Tokyo.

Forbrugertilliden i USA steg i februar til 91,2 fra 89,0. Den positive overraskelse fulgte dog også en større oprevidering af tallet for januar, der i første omgang lød på 84,5.

Der var ventet en forbrugertillid på 87,1.

Fredagens afgørelse fra Højesteret i USA om told kan ifølge Austan Goolsbee, der er chef for Federal Reserve afdeling i Chicago, hjælpe med at køle inflationen ned.

- Jo mere uforudsigelighed du har, jo flere spørgsmålstegn vil forretningerne sætte til politikken, sagde han sent mandag amerikansk tid ifølge Bloomberg News.

- Dynamikken med lave ansættelser og lave fyringer - som jeg mener skyldes forretningsusikkerhed - er blevet endnu mere cementeret ved at tilføje mere usikkerhed. Med det sagt tror jeg, at det kan skabe lettelse på inflationssiden, siger Austan Goolsbee om toldafgørelsen.

Hvis inflationen arter sig, kan det i årets løb udløse flere rentenedsættelser, spår centralbankdirektøren.

- Jeg er fortsat optimistisk omkring flere rentenedsættelser i år. Men det afhænger af fremskridt på inflationen, som viser, at vi er på vej mod 2 pct.

Højesteret dømte fredag, at præsident Donald Trumps told har været indført på et ulovligt grundlag. Præsidenten indførte sidste år toldsatser mod en lang række lande under IEEPA-lovgivningen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 173 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig