Investorerne handlede mandag markedsrenterne nedad efter en opblødende melding fra Donald Trump om, at forhandlinger med Iran ville få fem dage til at sikre en genåbning af Hormuzstrædet og undgå en optrapning af krigen.
Inden da var det dog også den amerikanske præsidents weekendultimatum til Iran om at genåbne Hormuzstrædet mandag eller se sine kraftværker bombet, som havde presset olien og i sin tur markedsrenterne yderligere op.
Men billedet vendte altså sammen med Trumps krigshumør.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt derfor samlet set med 4 basispoint til 4,35 pct., hvilket var 2 point under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede. Den lange rente var i den tidlige mandagshandel i USA ellers helt oppe i 4,44 pct.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente sætte sig 5 basispunkter til 3,85 pct. Den korte rente indledte ellers som den lange mandagen med at stige til 4,01 pct.
- Jeg er glad for at kunne meddele, at USA og Iran i løbet af de seneste to dage har haft meget gode og produktive samtaler om en fuldstændig og total løsning på vores fjendtligheder i Mellemøsten, skrev Donald Trump mandag på sociale medier og udskød på den baggrund planerne om at bombe Irans interne energisystem.
Den lange rente var frem til udgangen af sidste uge steget med 44 basispoint siden fredagen inden Iran-krigens start, samtidig med at den korte rente også var skudt op med mere end 0,50 pct.point.
Og mandag var renterne altså til en start på vej yderligere nordpå. Og måske også for meget nordpå.
- Det, vi ser, er, at de positioner, der blev skubbet ud af kurs i sidste uge, sådan set bliver udlignet igen, kommenterer Guy LeBas, chefstrateg hos Janney Montgomery, over for Reuters.
- Så jeg er ikke sikker på, at jeg bare vil give overskrifter skylden for dette rally i de amerikanske renter, men snarere manglen på yderligere negative katalysatorer og at positioner bliver udlignet igen.
Rentefutures pegede ved mandagshandelens afslutning på, at den amerikanske centralbankrente vil slutte 2026 i 3,65 pct. Det svarede også til et fald, for i løbet af mandag morgen toppede den indikator i 3,88 pct., og fredag gik investorerne på weekend med et bud på 3,72 pct.
Trods de i sidste ende øgede væddemål på en lidt lavere rente, så ser markedet dog slutrenten for året langt over buddet fra for tre uger siden, da investorerne indregnede mere end to nedsættelser gennem året til 3,03 pct.
- Spørgsmålet er, om al denne omprisning er berettiget, lød det imidlertid fra BofA Securities i et notat mandag med henvisning til de øgede forventninger til renteforhøjelser i USA.
- Mere forstyrrende scenarier for den globale vækst kan være underindregnet, og vækstbekymringer kan komme til at dominere, hvilket kan få nogle centralbanker til at se igennem chokket.
.\\˙ MarketWire