26. mar. 2026 kl. 05:32
25 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Små rentefald efter håb om våbenhvile i Mellemøsten - NY

USA/T-bond: Små rentefald efter håb om våbenhvile i Mellemøsten - NY

Håbet om en våbenhvile og mulige fredsforhandlinger mellem USA og Iran betød onsdag, at olieprisen satte sig, ligesom det også lettede presset på det amerikanske obligationsmarked, hvor de effektive renter faldt let tilbage.

Årsagen var nyheden tirsdag aften om, at USA skal have foreslået en måneds våbenhvile og fremsendt en 15 punkt-plan til det iranske styre.

Den indledende entusiasme i markedet aftog sig dog en del, da Iran officielt afviste tilbuddet og stillede sine egne krav, herunder et totalt stop for krigsførelsen mod landet, for at forhandle.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 3 basispoint til 4,33 pct.

Torsdag morgen er optimismen så godt som fordampet. Renten på den tiårige T-bond er 4,35 pct. på markedet i Tokyo. Det er 3 point højere end rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente tikkede marginal ned til 3,89 pct.

Torsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 3,91 pct. i Tokyo.

- Renterne kan forblive forhøjede på kort sigt, mens Federal reserve forbliver i "vent og se"-position, men bekymringer om aftagende vækst kan begrænse den videre stigning, kommenterer Oscar Munoz, chefstrateg hos TD Securities, ifølge Reuters i et notat.

Trods faldene onsdag er den korte amerikanske statsrente stadig 0,50 pct.point højere end lige inden krigen startede for godt tre uger siden, mens den lange rente ligger cirka 40 basispoint over niveauet fra dengang.

Med til at holde renterne oppe onsdag var også, at det amerikanske finansministerium igen afholdt en skuffende auktion over nye statsobligationer.

Da femårige statslån for 70 mia. dollar skulle afhændes blev kurserne budt lavere end i markedet, og derfor endte renten på papirerne lidt over niveauet lige for inden.

Det svage salg, som fulgte en meget ringe auktion tirsdag over toårige obligationer for 69 mia. dollar, tyder på, at investorerne frygter for yderligere rentestigninger og fald i obligationskurserne.

- Jeg synes, at auktionsresultaterne generelt bare viser, at investorer stadig er tilbageholdende med at byde aggressivt på den korte ende af rentekurven, på trods af de tilsyneladende attraktive værdiansættelser, siger Vail Hartman, rentestrateg hos BMO Capital Markets, til Reuters.

- Auktionen var blot en yderligere faktor, der forstærkede det salgspres, som er forbundet med geopolitikken.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 216 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig