18. dec. 2025 kl. 13:14
45 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Mikrochips og inflation i fokus: Amerikansk formarked i forsigtigt plus

USA/tendens: Mikrochips og inflation i fokus: Amerikansk formarked i forsigtigt plus

Det ser ud til, at det amerikanske aktiemarked torsdag åbner i plus efter fire handelsdage i minus. Det er blandt andet teknologi-aktierne, der trækker i grønt, mens markedet venter flere nøgletal herunder inflationstal for USA i eftermiddag.

Analytikerne forventer ifølge Reuters, at inflationen fra årsskiftet frem til november er steget med det højeste tempo i halvandet år. Inflationstallet kan dog være påvirket af den nylige nedlukning af den offentlige sektor, ligesom den officielle jobrapport, der blev offentliggjort tirsdag.

Et mere pålideligt pejlemærke ifølge mediet ventes at blive ugens tal for nytilmeldte ledige, for ugen der sluttede den 13. december, som offentliggøres senere på dagen torsdag.

- Mens den Amerikanske Centralbank, Federal Reserve, ser ud til at være mere fokuseret på arbejdsmarkedet, er der stadig en stor gruppe inden for centralbankens beslutningstagere, som er meget bekymret for inflationen, udtaler analytikere fra TD Securities i en kommentar til Reuters.

Futures indikerer stigning i Dow Jones på 0,1 pct., mens S&P 500 og Nasdaq står til at åbne med stigninger på 0,4 pct. og 0,8 pct. i New York senere på dagen.

PUSTERUM FOR TEKNOLOGI-AKTIERNE

Efter en større nedtur onsdag for blandt andet Nvidia, Broadcom og Oracle, ser det nu ud til at vende. I hvert fald for en stund.

Onsdagens dyk i tech-aktierne kom, efter at finansieringspartneren Blue Owl Capital valgte ikke at skyde nye penge i Oracles planlagte datacenter i Michigan til 10 mia. dollars. Det øgede investorernes bekymring for den stigende gæld bag udbygningen af kunstig intelligens – og for om der er ved at opstå en AI-boble.

Torsdag lader det dog til, at investorernes bekymringer er falmet, efter chipselskabet Micron i onsdagens eftermarked offentliggjorde et meget solidt kvartalsregnskab og en stærk salgsprognose for de kommende tre måneder.

Det gode tal og meldinger om stigende efterspørgsel, giver ifølge Reuters investorerne et pusterum fra frygten for en AI-boble.

I formarkedet stiger Micron-aktien med 14,6 pct. Andre chip-selskaber som Sandisk stiger 5,7 pct., og Western Digital er oppe med 4 pct., mens chipgiganten Nvidia stiger 1,3 pct..

Men pusterummet for tech-investorerne ventes dog ifølge mediet at blive kort, da investorerne fortsat søger klarhed over, hvordan virksomheder omsætter kunstig intelligens til indtjening.

Blandt andre aktier stiger canadiske Lululemon 7 pct. i formarkedet, efter at en rapport viste, at den aktivistiske investor Elliott har opbygget en ejerandel på over 1 mia. dollar i sportstøjsvirksomheden.

Birkenstock falder med 10,7 pct., efter at skoproducentens forventninger til årets overskud skuffede i forhold til estimaterne.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 55 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig