Wall Street er på tilbagetog torsdag, efter plusser til de ledende indeks på 0,5-0,8 pct. onsdag.
Igen er det stigende oliepriser, usikkerhed og situationen i Mellemøsten og tvivlen om en hurtig våbenhvile i den næsten en måned lange krig i Mellemøsten, der sætter tommelskruerne på investorerne.
De amerikanske futures falder inden handelsstart med 0,6-0,8 pct.
Der er modstridende signaler fra henholdsvis USA og Iran om fredsforhandlinger eller ej, der tynger. Samtidig fylder rapporter om tusindvis af amerikanske tropper, der sendes til regionen.
- Hvis vi ser (amerikanske) landstyrker i aktion, ville det gøre mig meget mere nervøs, siger Pascal Koeppel, chef for investeringer hos Vontobel, til Reuters.
Hvis det sker, "vil vi reducere risiko... og gå mere ind i kortfristede statsobligationer og naturligvis guld", siger han.
Fra USA's præsident, Donald Trump, har det lydt, at Iran er desperat efter at lave en aftale for at stoppe kampene. Men det har den iranske udenrigsminister modsagt. Og de modstridende signaler fra begge sider har efterladt markeder på tæerne, da håbet om et gennembrud, der kunne genoprette sejladsen gennem det afgørende Hormuzstræde, fortsat er usikker.
- Den relative ro på markederne antyder en vis tillid blandt investorerne om, at fjendtlighederne måske til sidst vil ophøre, selvom chancen er lille, siger Molly Schwartz, makrostrateg hos Rabobank, til nyhedsbureauet.
NATURGAS I FOKUS
Venture Global, der er en af de førende producenter og eksportører af flydende naturgas i USA, stiger frem mod handelsstart med 4,3 pct.
Fremgangen kommer, da europæiske og asiatiske købere af naturgas er ivrige i jagten på at sikre kortsigtede aftaler for flydende naturgas, LNG, efter at verdens største LNG-anlæg i Qatar for en stund er sat ud af spillet som følge af Iran-krigen, skriver Bloomberg News.
Efter at anlægget Ras Laffan i Qatar blev angrebet af Iran, forsvandt omkring en femtedel af den globale forsyning af flydende naturgas. Og det kan betyde, at producenterne i USA formentlig kommer til at sikre sig lukrative aftaler med de europæiske og asiatiske købere.
- Den ekstra LNG-tilførsel i et i forvejen presset marked vil drive en budkrig mellem Asien og Europa, siger Balaji Krishnamurthy, der er upstream-chef for Chevron i Australien, ifølge Bloomberg News.
Også Chevron, Cheniere og APA Corp vinder frem med plusser i niveauet 0,8-1,4 pct. i formarkedet.
NEDTUR TIL CHIPAKTIERNE
Et teknologisk gennembrud hos forskere fra Google gør torsdag ondt på selskaber, der fremstiller hukommelseschips.
Forskerne har ifølge Bloomberg News gjort en teknologisk opdagelse, der vil kunne nedbringe mængden af hukommelse, som kunstig intelligens, AI, skal bruge.
AI's tæt på ustyrlige behov for hukommelse har i forvejen presset priserne på hukommelseschips, heriblandt RAM og SSD'er, godt i vejret.
RAM-producenten Micron sætter sig 2,4 pct. i formarkedet, mens Sandisk, Western Digital og Seagate, der alle producerer harddiske og SSD'er, bakker 1,6-3,4 pct.
Oveni falder Nvidia med 0,9 pct. i formarkedet, AMD viger 1,5 pct., og Intel siver 1,0 pct.
NYE LEDIGE OG FED
Som om der ikke sker nok, så kan investorerne også rettet blikket mod den ugentlige opgørelse af nytilmeldte ledige. Og senere torsdag er en række taler fra medlemmer i den amerikanske centralbank, Federal Reserve på programmet.
.\\˙ MarketWire