03. dec. 2025 kl. 13:00
30 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Rentehåb holder hånden under humøret - Macy's sendes ned

USA/tendens: Rentehåb holder hånden under humøret - Macy's sendes ned

Der er spæde plusser på Wall Street frem mod åbning onsdag. Inden handelsdagen skydes i gang, lander der en temperaturmåling på det amerikanske arbejdsmarked i form af ADP-jobrapporten.

Inden da indregner markedet en 87 pct.s chance for en rentenedsættelse i næste uge fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, viser data fra CME Group's Fedwatch ifølge Reuters. Den 19. november lå markedet på en sandsynlighed på blot 30 pct.

Futures for de ledende indeks ligger op til 0,3 pct. højere efter tirsdagens plus på 0,3 pct. for S&P 500-indekset, mens Dow Jones steg 0,4 pct., og Nasdaq gik 0,6 pct. op.

Plusserne bidrager til en forsigtig genopretning ovenpå fald i november, efter due-lignende udtalelser fra medlemmerne af Federal Reserve og den forventede udnævnelse af en formand, der anses for at favorisere en mere lempelig politik. Det har styrket væddemålene om en hurtigere takt i rentenedsættelser gennem 2026.

ADP-rapporten før åbningstid ventes at vise en forringelse i væksten af beskæftigelsen i den private sektor til 10.000 nye job i november mod 42.000 i oktober. Tallene har fået øget betydning, da de officielle statistikker fortsat er forsinkede efter den 43 dage lange regeringsnedlukning. Senere onsdag kommer der tal over indkøbschefers indeks over aktiviteten i servicesektoren, ISM, i november.

- I stedet for non-farm payrolls (den officielle arbejdsmarkedsrapport, red.) vil folk se på ADP. I stedet for inflationsdata vil de kigge på ting som ISM service-tallene, siger Justin Onuekwusi, investeringsdirektør hos St. James’s Place, til Bloomberg.

MARVELL MANER BEKYMRINGER I JORDEN

Marvell Technologies går en grøn dag i møde, efter at chipkoncernen har leveret et bedre end ventet regnskab. Chipkoncernen stiger med godt 9 pct. frem mod handelsstart, da regnskabet for det forskudte tredje kvartal viste en stærkere end ventet udvikling, og samtidig lander forventningerne for omsætningen for det igangværende fjerde kvartal en spids over analytikernes forventninger.

Selskabet annoncerede tirsdag aften, at det vil udvide satsningen på AI og overtage koncernen Celestial AI for cirka 3,25 mia. dollar via 1 mia. dollar i kontantbetaling og 27,2 mio. aktier i Marvell.

- Opkøbet af Celestial AI fremhæver udsigterne til betydningsfulde muligheder inden for AI-infrastruktur i de kommende år, skriver Stifel-analytiker Tore Svanberg.

DETAILKÆDE OVERRASKER - MEN FORTSATTE UDFORDRINGER SENDER AKTIEN NED

En opjustering fra detailkæden Macy's viser en fortsat solid efterspørgsel til trods for økonomisk usikkerhed.

Macy's opjusterer forventningerne til den justerede indtjening per aktie for året til niveauet 2,0-2,2 dollar fra 1,7-2,05 dollar, fremgår det af onsdagens regnskab.

- Vores salg i tredje kvartal var det stærkeste i 13 kvartaler, udtaler Tony Spring, der er topchef i Macy's, i regnskabet og tilføjer, at de er "velpositionerede" frem mod julesæsonen.

Der venter dog stadig en række udfordringer for Macy's i 2026, hvor selskabet har meddelt, at det vil lukke 150 butikker. Og analytiker hos UBS Jay Sole har noteret sig, at Macy's har tabt mere end 25 pct. af sin markedsandel siden 2012 til discountforhandlere, Amazon og de respektive mærker, der bliver solgt online.

I det amerikanske formarked onsdag falder Macy's med 6,4 pct.

I samme branche - dog med discount foran - løftes Dollar Tree frem mod handelsstart, efter at discountkæden har tjent flere penge end ventet i sit tredje kvartal, hvor det er lykkedes at holde fast i de ellers afholdende kunder i USA.

På den baggrund har Dollar Tree også løftet prognosen for resten af regnskabsåret.

Dollar Tree indikeres til et plus på 1,4 pct. ved handelsstart.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,2
Baseret på 17 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig