12. feb. 2026 kl. 12:58
38 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Stærke jobtal bringer ved genbesøg smilene frem

USA/tendens: Stærke jobtal bringer ved genbesøg smilene frem

En stærk jobrapport for januar lader sig ikke forglemme hos investorerne, der torsdag lægger an til en start i plus på børsen i New York.

Beskæftigelsen i USA voksede i januar med 130.000 stillinger - dobbelt så meget som ventet - og det gav onsdag panderynker blandt handlerne og fald på 0,0-0,2 pct.

Torsdag er der blevet summet ekstra over tallene. Futures for de toneangivende aktieindeks i USA stiger i niveauet 0,3 pct.

Et stærkt jobmarked fordrer ikke umiddelbart øjeblikkelige rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Det har fået markedet til at skrue forventningerne til en fastholdelse af renten i USA i juni op, så der ifølge Reuters nu indregnes en sandsynlighed på 40 pct. fra knap 25 pct.

Til gengæld letter væksten i beskæftigelsen bekymringerne for den amerikanske økonomi.

På den handelspolitiske front ventes den igangværende våbenhvile mellem USA og Kina at blive forlænget igen - denne gang i op mod et år, beretter South China Morning Post ifølge Reuters.

I Repræsentanternes Hus i USA har et snævert flertal stemt for at ophæve præsident Donald Trumps brug af nødret til at indføre straftold på canadiske varer.

CISCO SYNKER EFTER LUNKEN PROGNOSE

Cisco, der producerer netværksudstyr, signalerede i sit regnskab for andet kvartal af 2025/26 et pres fra de stigende priser på computerhukommelse.

Det fremgår af Ciscos prognose for sit tredje kvartal. Her spås en justeret bruttomargin på 65,5-66,5 pct., mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 68,2 pct.

Til gengæld var omsætningsforventningerne til samme kvartal over forventning, mens indtjeningen per aktie på 1,03 dollar var stort set som ventet.

Teknologisektoren har været påvirket af voldsomme prisstigninger på computerhukommelse, da opførelsen af datacentre lægger beslag på store dele af udbuddet. Cisco er dog i færd med at forhandle sig til "fordelagtige betingelser", fortæller topchef Chuck Robbins ifølge Bloomberg News.

Aktien i Cisco dratter 6,9 pct. i formarkedet.

Også Applovin er på retur i formarkedet, da frygten for forstyrrelser inden for AI tynger udvikleren af software til mobiltelefoner.

Applovin leverede efter børslukning i USA regnskab for fjerde kvartal, der målt på både resultater og forventninger var over markedets forventninger.

Ikke desto mindre afspejlede prognosen for første kvartal af 2026 en afmatning, der sammen med frygten for konkurrence fra Googles værktøj Project Genie lægger pres på aktien.

Applovin sætter sig 7,2 pct. i formarkedet.

NOVO-UDFORDRER MED NYT OM FEDMEPILLE

Biotekselskabet Viking Therapeutics vil tage sin vægttabskandidat i pilleform til fase 3 i tredje kvartal af 2026.

Det oplyser selskabet i forbindelse med sit regnskab for fjerde kvartal af 2025, der bød på noget større forskningsomkostninger end ventet i markedet.

Nyheden om VK2735 i fase 3, som stemmer overens med Vikings offentliggjorte tidsplan, vækker glæde blandt investorerne, der sender aktien op med 15,6 pct. i formarkedet.

Imens viger chipudstyrsproducenten Applied Materials med 1,2 pct. i formarkedet, efter at selskabet har indgået et forlig med den amerikanske regering i en sag om ulovligt salg til Kina i en årrække.

Som led i forliget betaler Applied Materials 252,5 mio. dollar til handelsministeriet i USA.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 143 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig