Investorer foretrækker sidelinjen onsdag morgen, hvor geopolitiske risici holder de finansielle markeder tilbage i spænding.
Investorer afventer referatet fra det seneste pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der kan indeholde signaler om fremtidige rentenedsættelser.
Handlen er dog fortsat præget af fraværet af mange markedsdeltagere på grund af det kinesiske nytår, hvilket begrænser volumen betydeligt.
Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger ved 6-tiden onsdag i 97,21 mod 97,50 tirsdag eftermiddag.
De finansielle markeder holder øje med geopolitikken, efter at Iran har ladet forstå, at der er fremskridt i atomforhandlingerne med USA i Genève.
Iran og USA er ifølge den iranske udenrigsminister, Abbas Araqchi, nået til enighed om de vigtigste "vejledende principper" i endnu en runde af indirekte forhandlinger om Iranske atomvåben, omend en aftale ikke er nært forestående.
- Rapporter om, at USA og Iran har gjort fremskridt og nået til en "generel aftale" under atomforhandlingerne i Schweiz, har hjulpet til at lette bekymringerne, skriver valutastrateg Samara Hammoud fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney i et notat ifølge Reuters.
De amerikansk-medierede fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland, der også finder sted i Genève, fortsætter. USAs præsident Donald Trump presser på for at Kyiv til at handle hurtigt for at nå til enighed om en aftale, der afslutter den fireårige krig.
Senere onsdag offentliggør den amerikanske centralbanks pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee, referatet fra det seneste møde i januar.
Protokollen kan indeholde indikationer om stemningen for kommende rentereduktioner hos deltagerne.
Og fredag fremlægger USAs handelsministerium det første estimat for det amerikanske bruttonationalprodukt for fjerde kvartal.
Japanske yen styrkes en anelse efter en frisk Tankan-måling fra Reuters viser, at stemningen og tilliden i den japanske industri er forbedret i februar. Det er første gang i tre måneder, at det går den rigtige vej.
Samtidig viser den seneste handelstal for januar en markant stigende eksport. Stor efterspørgsel fra Asien mere end opvejer en fortsat faldende eksport til USA.
Det er femte måned i træk at eksporten vokser trods amerikanske tariffer og andre globale snubletråde.
Den Internationale Valutafond har samtidig opfordret Japan til at fortsætte med at hæve renten og undgå at lempe finanspolitikken yderligere.
Dollar koster onsdag morgen ved 6-tiden 153,58 yen mod 153,81 yen tirsdag eftermiddag ved 17-tiden.
Euro ligger samtidig i 1,1840 dollar mod 1,1811 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,3552dollar mod 1,3503 dollar tirsdag.
.\\˙ MarketWire