En overbevisende sejr til premierminister Sanae Takaichi i weekendens lynvalg understøtter mandag den japanske yen.
Dermed er seks dage med tilbagegang vendt for Japans valuta.
Sanae Takaichi står ifølge Reuters til at sikre op mod 328 ud af 465 mandater i det japanske parlaments underhus til sit parti LDP. Sammen med koalitionspartneren Japan Innovation Party sidder Sanae Takaichi på mere end to tredjedele af stemmerne, hvilket giver hende mulighed for at trumfe overhuset i parlamentet.
- LDP's jordskredssejr fjerner politisk usikkerhed og styrker den politiske eksekvering, men flytter markedets fokus mod, hvordan finanspolitikken udarbejdes og kommunikeres, siger Shoki Omori, der er chefstrateg for valuta i Mizuho, til Reuters.
- Risici fra finansiel udvidelse var i det store hele allerede indregnet før valget, fortsætter han og tilføjer:
- Spørgsmålet er nu, om de risici vil blive bestyrket eller gradvist afviklet.
Den amerikanske dollar handles stort set fladt mandag morgen forud for en stribe vigtige nøgletal. Heriblandt er den vigtige jobrapport onsdag, der blev udskudt i sidste uge.
Dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta mod en kurv af større valutaer, ligger mandag morgen i 97,547 mod 97,596 fredag klokken 17.
Handlerne har øget deres bud på, hvornår den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sænker renten næste gang. Ved det næstkommende rentemøde i marts er der nu indregnet en sandsynlighed på 19,9 pct. for en rentenedsættelse på 25 basispoint mod 18,4 pct. fredag.
Euro koster mandag morgen 1,1832 dollar, mens en dollar står i 156,62 yen. Fredag ved 17-tiden kostede en euro 1,1819 dollar, mens en dollar kostede 156,84 yen.
.\\˙ MarketWire