Zealand Pharma står et godt sted i forhold til at udnytte mulighederne inden for kunstig intelligens, AI, til skabelsen af nye lægemidler til behandling af stofskiftesygdomme, herunder svær overvægt.
Det er meldingen fra topchef Adam Steensberg onsdag aften på den store sundhedskonference i San Francisco arrangeret af den amerikanske storbank JPMorgan.
Han nævner i den forbindelse Zealands nyligt annoncerede strategi og ambition om, at opbygge "verdens mest værdifulde pipeline inden for stofskiftesygdomme."
Og han peger på, at Zealand har en stor fordel ved at have arbejdet med at finde lægemiddelkandidater til stofskiftesygdomme i mere end 25 år.
- Med alle disse data på hånden og i kombination med den revolution, vi ser inden for AI og maskinlæring, giver det os en betydelig mulighed for at forblive i allerforreste linje inden for innovation på dette felt.
- Jeg må minde alle om, at mens AI vil øge produktiviteten for alle, så er den eneste måde, hvorpå man kan differentiere sig over for konkurrenterne, hvis du kan benytte beskyttede data, som du kan træne AI-systemerne med. Ellers har du ikke en differentieret mulighed sammenlignet med konkurrenterne. Og Zealand har dataene, understreger Adam Steensberg.
Samtidig kunne Zealand så sent som i sidste uge annoncere en aftale med Danish Center for AI Innovation, DCAI, om adgang til centerets supercomputer, Gefion.
Og alt i alt vil udviklingen give mulighed for øge tempoet ganske betragteligt inden for lægemiddeludvikling, mener Adam Steensberg.
MERE END TI LÆGEMIDDELKANDIDATER
Biotekselskabet har af samme grund store ambitioner for, hvad det skal udrette i løbet af de kommende fem år. Målet er få skubbet mere end ti lægemiddelkandidater ind i klinisk udvikling, det vil sige studier i mennesker.
- Vi har en meget solid finansiel position med mere end 2,5 mia. dollar (16 mia. kr.) i banken og mulighed for milepæle på 1,2 mia. dollar på den korte bane. Det betyder også, at vi kan finansiere rejsen mod overskud med de kontanter, vi har, og de kortsigtede milepæle, siger Adam Steensberg.
Ud over at bygge en pipeline nævner Adam Steensberg desuden selskabets store ambitioner for de nuværende flagskibe i pipelinen, Petrelintid, der udvikles sammen med Roche, samt samarbejdet med Boehringer Ingelheim om lægemiddelkandidaten Survodutid, som er langt fremme i udviklingen svært overvægt og ikke-alkoholisk fedtlever.
- Hvis vi ser på, hvor Zealand vil være om fem år, så er vores ambition sammen med vores partnere at have lanceret væsentlig ny medicin, som har potentiale til at redefinere, hvordan vi ser på behandlingen af patienter med svær overvægt, siger Adam Steensberg og henviser til de to midler.
Væsentligst i 2026 bliver ifølge Adam Steensberg fase 2-data med Petrelintid mod svær overvægt. Desuden arbejder Zealand og Roche allerede nu på opstart af fase 3-studier mod slutningen af året.
I år kommer der desuden flere væsentlige studier fra fase 3-programmet med Survodutid mod svær overvægt, herunder et stort hjerte-kar-studie.
.\\˙ MarketWire