Zealand Pharmas fase 2-data med fedmehåbet Petrelintid skuffer finanshuset Jefferies, der havde set frem mod noget mere.
Det danske selskabs amylinanalog, viste i studiet et gennemsnitligt vægttab på 10,7 pct. i uge 42 hos de patienter, der modtog behandling med midlet i studiet.
Men vægttabet ligger under det, finanshuset Jefferies havde ventet.
- Vægttab i fase 2 efter 42 uger for Petrelintid er under vores mål på 13-15 pct., skriver Jefferies i en analyse.
Finanshuset ser dog "potentiale for Wegovy-lignende effekt":
- Men med placebo-lignende tolerabilitet antyder dette, at det er et levedygtigt lægemiddel, selv om det sandsynligvis i øjeblikket betragtes som næstbedst efter Eli Lillys Eloralintid, skiver analytikerne hos Jefferies.
Amerikanske Eli Lillys vægttabskandidat Eloralintid har tidligere vist vægttab på niveau med Lillys eget storsælgende vægttabsmiddel, Zepbound. Det viste et fase 2-studie med midlet sidste år. Vægttabet på op mod 20 pct. over 48 uger med den højeste testede ugentlige dosis på 9 milligram er på niveau med Zepbound, der er baseret på det aktive stof Tirzepatid.
Jefferies venter, at der er lagt op til en negativ kursreaktion efter tallene:
- Aktien vil sandsynligvis falde kraftigt, men over tid kan profilen bevare noget håb, skriver finanshuset.
Eloralintid er en såkaldt amylin-analog, der imiterer hormonet amylin, der giver en mæthedsfølelse. Det adskiller sig fra de gængse produkter, der er godkendt til behandling af vægttab, da både Novo Nordisks Wegovy og Lillys Zepbound er såkaldte GLP-1'ere.
.\\˙ MarketWire