Hos den franske flyproducent Airbus arbejdes der på højtryk for at nå produktionsmålet for i år. Med blot få dage tilbage af 2025 er den franske flykoncern sikker på, at målet er inden for rækkevidde - et leveringsmål der blev skåret for bare nogle få uger siden, siger kilder til Bloomberg News.
Flykoncernen har leveret 90 civile fly i december og har yderligere omkring 35 øremærket til levering, hvilket betyder, at der er gennemført kundegodkendelsesflyvninger, oplyser en af kilderne. En anden siger, at der ikke er noget, der tyder på, at det måske bliver nødvendigt at reducere målet igen.
Airbus vil ikke kommentere sagen, men flyproducenten forventes at offentliggøre sine officielle tal for ordrer og leverancer i december i begyndelsen af næste måned. Og der vil koncernen også fastsætte et nyt mål for årlige leverancer.
Airbus satte leverancetallet ned tidligere i denne måned efter en række problemer med sin bedst sælgende model A320, herunder en tilbagekaldelse grundet en softwareopgradering og derefter opdagelsen af nogle paneler på samme flymodel, der ikke opfyldte specifikationerne og krævede ekstra inspektioner.
Ifølge den seneste prognose sigter virksomheden mod at levere omkring 790 fly i år, hvilket er 30 færre end det oprindelige mål. Det kræver levering af 133 fly i denne måned, hvilket er næsten det dobbelte af det antal, der blev opnået i november.
Selv om Airbus typisk fremskynder fabriksarbejdet i de sidste uger af året, er dette års kapløb mod målstregen næsten uden fortilfælde, skriver Bloomberg.
.\\˙ MarketWire