31. aug. 2026 kl. 07:15
57 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: AL Sydbank soler sig i analytikernyt i rødt C25

Aktier/åbning: AL Sydbank soler sig i analytikernyt i rødt C25

AL Sydbank og Mærsk-aktierne starter i front i C25 mandag, hvor uroen i Mellemøsten igen er blusset op, og frygten for inflation tynger stemningen på aktiemarkedet.

Herhjemme bliver resultatet et minus på 0,2 pct. til 1919,09 til C25-indekset.

USA og Iran har i weekenden udvekslet angreb efter cirka en måned uden, og det sender oliepriserne op, herunder for Brent, som nu koster over 90 dollar for en tønde.

Det skubber på frygten for inflation, som handlerne i forvejen er opmærksomme på, efter at formanden for den amerikanske centralbank, Kevin Warsh, fredag understregede, at der var arbejde forude for at holde inflationen under kontrol.

Senere mandag kommer der også nyt om den tyske inflation, som sammen med fredagens offentliggørelse fra Spanien og Frankrig kan give indikationer på, hvad tirsdagens tal for hele eurozonen vil vise.

AL SYDBANK LØFTES PÅ POSITIVT ANALYTIKERNYT

AL Sydbank fortsætter mandag rekordjagten, efter at banken har løftet kursmålet til 760 kr. fra 668 kr. hos DNB Carnegie.

Det viser data fra Bloomberg News, som også afslører, at banken holder fast i sin anbefaling "køb".

AL Sydbank starter ugen 1,3 pct. højere i 678,50 kr. og jagter dermed endnu en rekord, efter at den fredag lukkede i rekorden 670 kr.

Genmabs kursmål er også blevet løftet til 2500 kr. fra 2250 kr. hos Deutsche Bank, viser data fra Bloomberg News.

Anbefalingen er fortsat "køb".

Genmab dykker dog fra start med 0,9 pct. til 2136 kr. Aktien i selskabet er steget næsten 15 pct., siden Genmab fremlagde sit regnskab for andet kvartal 6. august.

MÆRSK-AKTIERNE SEJLER FREM

Fornyet uro i Mellemøsten understøtter aktierne i A.P. Møller-Mærsk mandag, hvor B-aktien starter 0,5 pct. højere i 22.080 kr.

Uro i regionen kan nemlig føre til, at rederierne bliver nødt til at sejle syd om Afrika, hvilket vil mindske kapaciteten og øge fragtraterne, som i sidste ende kan give højere omsætning hos rederiet.

Ørsted dykker modsat med 1 pct. til 137,80 kr.

Selskabets delejede tyske projekt Borkum Riffgrund 3 er ellers kommet så langt i processen, at den danske energikæmpe melder det klar til kommerciel drift.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet. Projektet har en kapacitet på 913 megawatt og er Ørsteds sjette havvindpark i drift i Tyskland.

PARKEN AFVISER OPKØBSMØDE

Parken bekræftede fredag aften, at selskabets bestyrelsesformand, Henrik Møgelmose, har modtaget en henvendelse om et møde med henblik på et muligt bud på selskabet. Bekræftelsen følger en artikel fra mediet Inside Business, der blev udgivet torsdag. Et møde er der dog ikke blevet noget af.

- Den modtagne henvendelse er vurderet som ikke-interessant og har ikke givet anledning til et møde, skriver Parken.

I torsdagens artikel fra Inside Business fremgår det ifølge Bold, at en investorgruppe bestående af internationale aktører skulle have henvendt sig til Parken.

Gruppen skulle bestå af amerikanske erhvervsfolk med tætte bånd til investeringsbanken JPMorgan. Henvendelsen skulle være sket for omkring en uge siden, og så sent som torsdag aften lød det fra gruppen, at der formelt ikke var kommet en afvisning.

Parken stiger efter cirka 10 minutters handel 1,9 pct. til 216 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 570 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig