NKT og Carlsberg er begge i fremdrift i torsdagens tidlige danske aktiehandel, hvor pæn fremgang til også Mærsk-aktierne og Vestas holder C25 i plus for femte handelsdag på stribe.
Efter godt ti minutters handel stiger eliteindekset med 0,4 pct. til 1856,80.
Det sker i et ganske travlt marked, hvor regnskaberne fra Europa og USA fortsat skyller ind over handlerskærmene i et voldsomt tempo, og hvor investorerne samtidig skal forholde sig til den fortsatte krig i Mellemøsten, gyngende grund under de helt store selskaber i AI-sektoren i særligt Asien og en delt Federal Reserve i USA, som igen onsdag fastholdt sin ledende rente trods en stadigt højere inflation end ønsket.
Oven i det lander der også torsdag både væksttal fra eurozonen og USA samt inflationstal fra Tyskland og det amerikanske.
- Efter onsdagens aktiefald (i Europa generelt, red.) er stemningen stabiliseret en smule her til morgen. Aktiefutures peger på en forsigtigt positiv start på dagen efter stærke regnskabstal fra Microsoft, mens fokus i dag retter sig mod BNP-tal fra USA og euroområdet, inflationstal fra Tyskland og Spanien samt rentemøder i både Bank of England og Bank of Japan. Regnskabssæsonen fortsætter samtidig med nyt fra Amazon og Apple, mens investorerne fortsat også holder øje med udviklingen i Mellemøsten og olieprisen, skriver råvareanalytiker Peter-Emil Holbøll fra Jyske Bank i en morgenkommentar.
CARLSBERG-KONKURRENT PRESSET PÅ VOLUMEN I KINA
Blandt enkeltaktierne er der omkring Carlsberg fokus fra et regnskab fra verdens største bryggerikoncern, AB Inbev, som haltede en smule ud af andet kvartal, når det kommer til volumen, men alligevel landede over det ventede målt på toplinjevæksten og driftsoverskuddet.
Den samlede organiske volumenvækst landede i kvartalet på 0,9 pct., mens analytikerne på forhånd havde regnet med 0,96 pct., viser estimater indsamlet af Bloomberg News. Volumenvæksten var tynget af fald i Kina, men fremgang i Europa, fremgår det af regnskabet.
Den organiske omsætningsvækst landede samtidig på 5,6 pct. mod ventet 4,49 pct.
Målt på den justerede driftsindtjening før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) blev det til en fremgang på 5,8 pct. til 5,94 mia. dollar, hvilket også er lidt over analytikerkonsensus på 5,83 mia. dollar.
Carlsbergs B-aktie stiger i torsdagens tidlige handel med 0,8 pct. til 959,80 kr.
ENDNU EN NKT-KONKURRENT OPJUSTERER
Også NKT får igen rampelys. Kabelkoncernen kan torsdag se endnu en konkurrent opjustere forventningerne efter et stærkt andet kvartal. Denne gang kommer justeringen fra italienske Prysmian, der nu ser et større driftsresultat for hele året end tidligere.
I andet kvartal leverede Prysmian en omsætning på lige over 6 mia. euro, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde sigtet efter 5,6 mia. euro. Det blev omsat til et justeret driftsresultat før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) på 730 mio. euro mod konsensus om 724,6 mio. euro.
Onsdag opjusterede også franske Nexans sine forventninger til hele 2026 på baggrund af et overbevisende andet kvartal. NKT selv afleverer regnskab for andet kvartal den 14. august.
NKT-aktien stiger torsdag morgen med 0,9 pct. til 857,50 kr.
Helt i toppen løftes de to Mærsk-aktier og Vestas med omkring 2 pct. uden større selskabsspecifikke nyheder som forklaring.
Blandt de mindre navne har softwarekoncernen Cbrain måttet konstatere et sænket kursmål hos norske ABG Sundal Collier, der har skruet ned til 60 kr. fra 100 kr., mens den neutrale anbefaling "hold" ifølge data fra Bloomberg News er blevet gentaget.
Cbrain-aktien falder fra morgenstunden med 0,6 pct. til 50,60 kr.
.\\˙ MarketWire