29. apr. 2026 kl. 07:13
72 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: DSV straffet og Carlsberg belønnet i let sivende C25

Aktier/åbning: DSV straffet og Carlsberg belønnet i let sivende C25

DSV og Carlsberg leverede onsdag inden åbningen tal for første kvartal. Carlsberg bestod, mens DSV dumpede, lyder den overordnede konklusion. Også Ringkjøbing Landbobank har leveret regnskab.

C25-indekset falder marginale 0,1 pct. eftger godt fem minutters handel til 1738,52 efter stigninger på 0,2 pct. både mandag og tirsdag.

DSV SKUFFENDE EN SMULE PÅ INDTJENINGEN

DSV kunne onsdag morgen ikke helt leve op til markedets forventninger, når det kommer til driftsresultat og bundlinje for første kvartal, mens omsætningen og bruttoindtjeningen til gengæld var en spids over konsensus.

Transport- og logistikkoncernen kom således ud af årets første tre måneder med et overskud af primær drift før særlige poster på 4855 mio. kr. mod konsensus om 5016 mio. kr. og et plus på 3860 mio. kr. i samme periode sidste år.

DSV fortæller om udfordrende markedsforhold og geopolitisk uro, som har øget presset på kundernes forsyningskæder, især i Air & Sea-divisionen, men også en fleksibel forretningsmodel, der kan stå imod disse udfordringer.

DSV gentog forventningerne til hele året og melder om et fortsat højt momentum for integrationen af Schenker. De samlede synergier ventes fortsat at udgøre 9 mia. kr. med fuld effekt i 2027 og mindst 4 mia. kr. i 2026.

DSV falder ved åbningen 2,8 pct. til 1618,50 kr. efter et plus 0,4 pct. tirsdag.

CARLSBERG - FØRSTE KVARTAL ENDTE TÆT PÅ KONSENSUS

Carlsberg solgte i første kvartal for 20.724 mio. kr., hvilket var en spids over konsensus om 20.631 mio. kr. og 20.123 mio. kr. i samme periode sidste år, ifølge estimater indsamlet af Carlsberg blandt 25 analytikere op til regnskabet.

Omsætningen, der er positivt påvirket af overtagelsen af britiske Bretvic, steg som ventet i Vesteuropa samt i Central- og Østeuropa, mens det gik lidt tilbage i Asien. Organisk steg salget dog i alle tre regioner, og det samme gjorde volumen, hvis man ser på det samlede salg af drikkevarer og ikke udelukkende øl.

Carlsberg, der gentog sine årsforventninger, stiger 3,7 pct. til 844,60 kr. efter et plus på 1,2 pct. tirsdag.

Ringkjøbing Landbobank kom ud af årets første tre måneder med en basisindtjening på 1049 mio. kr., hvilket er en spids under niveauet på 1056 mio. kr. i samme periode sidste år, men dog 3 pct. bedre end i fjerde kvartal.

Ringkjøbing Landbobank noterer i den forbindelse, at nettorenteindtægterne vendte efter otte kvartaler med faldende tendens. Banken, der melder om en meget tilfredsstillende kundetilgang og en fortsat god kreditkvalitet, kom ud af årets første kvartal med et nettooverskud på 585 mio. kr. I samme periode sidste år var overskuddet på 616 mio. kr.

Banken kunne i øvrigt glæde investorerne med lanceringen af et nyt aktietilbagekøbsprogram på 400 mio. kr., når det nuværende program på 500 mio. kr. afsluttes til maj. Forventningerne til hele året blev i øvrigt fastholdt.

Ringkjøbing Landbobanks aktie steg tirsdag 1,5 pct., men falder 1,4 pct. til 1557 kr. ved åbningen onsdag.

NYE KURSMÅL TIL COLOPLAST, DEMANT OG EMBLA

Endelig har Demant fået sit kursmål løftet til 240 kr. fra 205 kr. hos ABG Sundal Collier, og anbefalingen er hævet til "køb" fra "hold", viser data fra Bloomberg News. Demants aktie endte stiger 2,1 pct. til 204,20 kr. efter et fald tirsdag på 1,8 pct.

Coloplast falder 0,8 pct til 404,90 kr. efter et plus på 1,1 pct. tirsdag efter at have fået rundbarberet kursmålet af Berenberg fra 640 kr. til 475 kr. Anbefalingen hos Berenberg er uændret "hold".

Embla har fået justeret kursmålet af Nordea til 34 kr. fra 38 kr. efter selskabets regnskab tirsdag. Anbefalingen er uændret "køb". faldt Aktien stiger 0,2 pct. til 26,75 kr. efter et fald tirsdag på 3,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 279 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig