Onsdag morgen åbner det danske eliteindeks, C25, 0,3 pct. lavere, hvilket er den første handelsdag i år, hvor indekset åbner med røde tal.
I toppen af C25 finder man blandt andet DSV, som onsdag har fået indledt dækningen af finanshuset Oddo og løftet kursmålet af Morgan Stanley. I den anden ende lander Novo Nordisk og Zealand Pharma.
Førstnævnte har ellers haft en forrygende start på året med en kursstygigniung på over 10 pct., efter at selskabet har lanceret sin vægttabspille i USA. Her har nyheder blandt andet om tilbudsprogrammer, til patienter der betaler kontant, været med til at sende aktien op.
Ørsted lander i midten af indekset, med et plus på 0,2 pct., efter selskabet onsdag nat kom på banen med en klage til den amerikanske administration over arbejdsstoppet på vindmølleparken Sunrise Wind.
STRIBEVIS AF LØFTEDE KURSMÅL
Transportgiganten DSV bliver nu også dækket af finanshuset Oddo BHF. Oddo indleder dækningen med anbefalingen "outperform" og sætter kursmålet til 1930 kr.
Derudover har den amerikanske bank Morgan Stanley finjusteret kursmålet for DSV-aktien op med 30 kr. til 1700 kr. Banken fastholder samtidigt sin anbefaling "overvægt/in-line".
Transportkæmpen åbner onsdag med et plus på 0,7 pct. til 1682,00 kr.
Netcompany får også løftet sit kursmål til 400 kr. fra 350 kr. hos ABG Sundal Collier, viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen er uændret "køb".
Vestas ligger sig med i slipstrømmen af løftede kursmål. Her er det Citi der har været i gang med en opjusterting på mere end 26 pct. til 240 kr. fra tidligere 190 kr.
Anbefalingen "køb" gentages, viser data fra Bloomberg. Kursmålet er det højeste blandt de analytikere, der leverer anbefalinger og kursmål til Bloomberg.
ØRSTED KLAGER OVER ARBEJDSSTOP
Ørsted udfordrer onsdag nat, dansk tid, Trump-administrationens suspendering af anlægsarbejdet på sin helejede havmøllepark Sunrise Wind og har indgivet en klage til en distriktsdomstol i District of Columbia for at få løftet forbuddet.
Det fremgår af en meddelelse fra den danske energikoncern.
Det amerikanske indenrigsministerium suspenderede kort før jul anlægsarbejdet på fem store havvindmølleprojekter, med henvisning til national sikkerhed.
Blandt havmølleprojekterne er også Revolution Wind, som Ørsted har en halvpart i. Revolution Wind indgav en tilsvarende klage den 1. januar. Som led i trækket vil Ørsted bede domstolen om at tillægge klagen opsættende virkning.
- Selv om Sunrise Wind fortsat søger at indgå i en konstruktiv dialog med den amerikanske administration og andre interessenter for at finde en hurtig og holdbar løsning, mener Sunrise Wind, at påbuddet om at suspendere anlægsarbejdet strider imod gældende lovgivning.
- Opretholdelsen af dette påbud har betydelige negative konsekvenser for projektet. Det har derfor været nødvendigt at tage retslige skridt for at beskytte projektets rettigheder, skriver Ørsted.
CARLSBERG FÅR SÆNKET ANBEFALING
Carlsberg har desuden fået sænket anbefalingen af sin aktie til "hold" fra "køb" af ABG, mens kursmålet fastholdes på 850 kr., viser data fra Bloomberg.
Carlsbergs B-aktie stiger onsdag med 0,1 pct. til 828,60 kr.
Storbanken Morgan Stanley sænker kursmålet for Mærsk-aktien til 8600 kr. fra 10.900 kr. og fastholder anbefalingen "undervægt".
For Lundbeck er det finanshuset Barclays, der har skåret kursmålet. Det lyder nu på 50 kr. mod før 53 kr. Anbefalingen "ligevægt" gentages.
.\\˙ MarketWire