GN og Ørsted topper eliteindekset i de første handler onsdag flankeret af Mærsk-aktierne.
I bunden ligger Genmab og Novo, og samlet falder eliteindekset 0,7 pct. til indeks 1919,81.
Helt overordnet er det dog den amerikanske centralbank, der med afslutningen af sit todages rentemøde onsdag aften tager rampelyset.
- Investorerne afventer aftenens rentemøde i USA. Fokus er særligt rettet mod rentekomitéens sammenhold og Federal Reserves signaler om inflationen og arbejdsmarkedet. Opmærksomheden vil også rette sig mod den amerikanske regnskabssæson, når flere magnificent seven-selskaber præsenterer tal senere onsdag, skriver Jyske Bank i en kommentar.
GN stiger 1 pct. til 112,10 kr. i de første handler uden selskabsspecifikt nyt. Med følger Ørsted med et plus på 0,9 pct. til 145,75 kr.
Mærsk stiger for tredje dag i træk. Containerrederiet har fået medvind, efter de yemenitiske Houthi-oprørere i denne uge har offentliggjort to videoer, som kan opfattes som en trussel om forestående angreb på fragtskibe der sejler gennem Det Røde Hav. Onsdag morgen er der også pæne plusser til de asiatiske peers.
Mærsk B-aktien stiger 0,3 pct. til 15.180 kr.
ANALYTIKERE PÅ ARBEJDE
Der har været gang i analyseuniverset frem mod handelsstart onsdag, og flere selskaber har fået justeret både anbefalinger og kursmål.
Transportgiganten DSV har fået løftet kursmålet af Jyske Bank til 2000 kr. fra 1800 kr. Købsanbefalingen gentages, fremgår det af en analyse.
DSV ligger dog uændret i 1745,50 kr. i de første handler.
SUNDHEDSSEKTOR I BUND
Genmab har fået nyt fra sin amerikanske partner Johnson & Johnson, der af de sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration, har fået en amerikansk godkendelse af den subkutane udgave af kræftmidlet Darzalex Faspro i kombination med tre andre lægemidler som førstelinjebehandling af patienter med knoglemarvskræft, som ikke kan tåle stamcelletransplantation.
Det peger ifølge Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, endnu en gang på de mange muligheder, der er med det storsælgende middel.
- Det her er egentlig bare en tilføjelse, men jeg tror ikke, at det er noget, der vil flytte aktiekursen ret meget, siger han til MarketWire.
Aktien falder 3 pct. til 2094 kr.
Også Novo Nordisk tynges onsdag morgen - aktien falder 2,1 pct. til 385,90 kr.
I samme branche har Lundbeck fået sat kursmålet op til 67 kr. fra 45 kr. af finanshuset Leerink. Samtidig fastholdes anbefalingen "market perform", fremgår det af data fra Bloomberg News. Det nye kursmål er ellers omtrent 46 pct. over tirsdagens lukkekurs. Lundbeck falder 0,9 pct. til 38,95 kr.
Vestas har fået sat anbefalingen op af Morningstar til neutrale "hold" fra negative "sælg". Kursmålet er sat 30 kr. op i samme omgang til 175 kr. Også SB1 Markets har været ude med luppen og løftet kursmålet 5 pct. til 100 kr. Salgsanbefalingen fastholdes.
Vindmølleaktien stiger 0,2 pct. til 190,45 kr.
SCHOUW MED PROGNOSE FOR 2026
Blandt sidepapirerne er Schouw & Co. kommet med foreløbige tal for 2025 og med forventninger til 2026.
Selskabet venter i år at realisere en omsætning på 33,0-35,5 mia. kr., mens driftsoverskuddet (EBITDA) ses lande i 2900-3200 mio. kr., og det svarer til en moderat indtjeningsvækst i omegnen af 6 pct. i forhold til 2025.
Schouw & Co. går 0,2 pct. frem til 665 kr.
.\\˙ MarketWire